Hvem kan hjælpe mig
d. 24 marts 2013

Jeg har ikke fået stillet diagnosen sclerose. Jeg har været syg siden sommerferien 2012, men jeg er stadig på den ene og den anden venteliste. Min egen læge formoder at det er sclerose, og har derfor sendt mig videre til sygehuset, hvor jeg venter og venter på den ene og den anden undersøgelse.

Jeg er desperat. Jeg går med smerter, og frustrationer som ingen omkring mig forstår. Jeg bliver svagere. For et halvt år siden cyklede jeg 13 km om dagen, nu kan jeg knap nok cykle 1 km. Jeg ved ikke rigtigt, hvad mit spørgsmål er, udover hvad kan jeg gøre? Kan nogen hjælpe mig, hvor skal jeg søge hjælp?

Jeg læste denne artikel på Ekstrabladet. Jeg tager altid alt fra medierne med et gran salt. Men jeg blev lidt skræmt, og jeg blev rasende. For hver måned jeg bliver sat til at vente, risikere jeg at miste dele af min førelighed og mit liv. Hvad i al verden kan jeg gøre for at blive undersøgt og få stillet en diagnose, så jeg kan få hjælp til at redde mit liv? Jeg håber I kan hjælpe. Eller ved hvem, eller hvad det kan.

Jeg kan godt forstå, det er frustrerende, at du mærker forværring i din tilstand, og hverken har fået diagnose eller tilbud om eventuel behandling.

Hvis du skal have hjælp i din nuværende situation, skal du henvende dig til Patientrådgiveren på dit sygehus, der kan informere dig om muligheder og rettigheder i forbindelse med udredningen af din sygdom, og rådgive dig vedrørende det videre forløb.

Skrevet d. 24 marts 2013