Hvem har gavn af blod-stamceller
d. 3 marts 2017

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om hvordan man bliver undersøgt og taget med i overvejelserne om at få en stamcellebehandling. Jeg er 200% klar til alt, hvis jeg bare kunne få lidt af mit gamle liv tilbage. Jeg har haft sclerose siden marts 2016.

Forskning indenfor blod-stamceller har vist, at den bedste effekt opnås, hvis man behandler tidligt i sygdoms-forløbet hos yngre mennesker med aggressiv sygdom. Jo ældre man er, og jo længere tid sygdommen har varet, desto dårligere effekt og større risiko for bivirkninger. Derfor er der enighed blandt MS læger, der bruger blodstamcellebehandling, om at udvælge yngre mennesker med alvorlig sygdom og attakker, samt ny aktivitet på MR skanning, trods behandling med godkendt sygdomsdæmpende medicin.

Hvis du mener, du kunne have gavn af blod-stamceller, skal du henvende dig på din regionale MS klinik, og hvis du opfylder kriterierne for behandling, vil du blive henvist til yderligere vurdering og undersøgelse på Dansk MS Center, Rigshospitalet.

 

Skrevet d. 3 marts 2017