Gå til hovedindhold

Hvem får forældremyndigheden

Spørgsmål

Jeg skriver for at få en vurdering af mine muligheder for at få forældremyndighed over mine 2 drenge på 6 og 9 år, i fald min mand og jeg bliver skilt.

Min mand og jeg har parproblemer og har haft det i mange år, dog står vi ikke nødvendigvis overfor skilsmisse. Vi elsker stadig hinanden og vil egentlig helst blive sammen - ikke kun for børnenes skyld. Vores liv trækker dog desværre nu, mere end nogensinde før, i forskellige retninger, hvorfor vi har svært ved at gennemskue, om vi kan få opfyldt vore individuelle behov ved at blive sammen.

I forhold til en række afgørende valg lige nu og her, for vores begges vedkommende, har jeg derfor brug for at få et bud på hvordan jeg står i forhold til forældremyndighed over mine børn.

Jeg er 39 år og fik diagnosticeret sclerose i 1996, debut i 1993. Jeg havde ca. 5 attakker indtil 1997 og ro i sygdommen indtil 2007, hvor jeg fik attak i benene. Siden da er yderligere 2 attakker kommet til og senest er der blevet skrevet i min journal, at min sygdom vurderes at være gået i sekundær progressiv fase.

Jeg føler mig rask, på trods af de gener jeg oplever i hverdagen - jeg er ekstremt god til at kompensere og har meget udbytte af MS-kost samt fysisk træning. Jeg føler for eksempel at de kognitive problemer varierer meget og er slet ikke i tvivl om, at jeg har været under ekstremt pres på grund af mange andre store ting, der er sket i mit liv.

Jeg har dog, de seneste 2 år, på trods af nye attakker/forværring formået at være hjemmegående husmor, tage mig af alt det papirmæssige i huset, en væsentlig del af vedligeholdelse, have og ikke mindst børnene - specielt vores ældste der kræver særlig pleje.

Specielt det seneste år har jeg prioriteret familie og pleje af mig selv så højt, at jeg i forhold til arbejdsevne nu står overfor at blive visiteret til fleksjob. Jeg kan kun gætte på om tingene ville have været anderledes, hvis jeg og min mand havde delt opgaver og ansvar anderledes.

Men mit spørgsmål er altså: Hvis "løsningen" for min mand og jeg bliver skilsmisse, hvad er så jeres bud på udsigten for mig til at få forældremyndighed over børnene? På at få fælles forældremyndighed?

Svar

Som salige Storm P. engang skrev: ’Det er svært at spå – især om fremtiden’. Og når jeg begynder mit svar med dette citat, er det fordi det er meget svært at spå om, hvordan Statsforvaltningen og retten vil beslutte med hensyn til forældremyndighed.

Når det så er sagt, er der bestemt nogle fingerpeg at finde i de beslutninger, der træffes i disse år, når forældrene er uenige. For hvis I er enige, er der ikke noget problem og myndighederne blander sig ikke i det. De skal blot underrettes om, hvordan I har indrettet jeg efter en eventuel skilsmisse. Men ér I uenige, så er det i princippet sådan, at I får fælles forældremyndighed, som I jo også har nu, hvor I lever sammen.

Hvis man placerer forældremyndigheden hos den ene af forældrene, ligger der altid nogle meget tungtvejende årsager til grund for den beslutning.

Så min vurdering vil være, at du og børnenes far vil få fælles forældremyndighed. Hvordan samværet vil forme sig, er en helt anden sag og en helt anden beslutning, som dybest set træffes uanset, hvordan forældremyndigheden er placeret.

Almindeligvis bliver der tale om en såkaldt 9/5 ordning – altså 9 dage det ene sted og 5 dage det andet sted set indenfor en periode på 14 dage. Men også andre fordelings-muligheder kan komme på tale.

Som ved forældremyndighed er det også ved samvær sådan, at dersom I er enige, er det ikke noget myndighederne blander sig i. Det sker først, hvis der er stor uenighed og måske konflikter mellem
forældrene. Og konflikter i forbindelse med skilsmisse skal man, for børnenes skyld, så vidt muligt undgå.

Mit råd til dig – til jer - vil derfor, hvis det bliver aktuelt, være at I søger rådgivning i Statsforvaltningen inden I træffer en beslutning.