Hvad skal jeg gøre, når neurologerne ikke er enige
d. 22 november 2009

Jeg har været ramt af forskellige følelsesforstyrrelser, i over en måned nu.

MR-scanningen viste en forandring i CNS i øverste del af nakken, men ingen ændringer andre steder. Først oplevede jeg disse føleforstyrrelser i hele venstre side, hvorefter det aftog efter 3 uger, men så kom det i højre arm og overkrop - dog som en anden "slags" følelsesforstyrrelse.

Tests har vist hvide blodlegemer på 22, altså forhøjet, mens immungolobin-niveauet er lige på grænsen.

Mit problem er, at én neurolog har sagt at det kun er en infektion og ikke sclerose, en anden at man ikke kan udelukke sclerose og satte mig på penicillinbehadling IV, mens en sidste neurolog (ved overflyttelse til et andet hospital) straks tog mig af penicillinen og mere eller mindre sagde at det et attak.

Jeg er selvfølgelig bekymret, da min fremtid afhænger af at være fysisk rask - mit arbejde kræver det.

Hvad foreslår du, at jeg skal gøre nu?

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret og ønsker en diagnose, således at du kan komme i den rette behandling.

For at vurdere dine symptomer i diagnostisk øjemed kræves en grundig udspørgen og undersøgelse, og uden dette grundlag, vil det være forkert af mig, at komme med yderligere vurdering af, hvorvidt du har sclerose eller ej.

Dissemineret sklerose er en sygdom, der kan ramme alle steder i centralnervesystemet. Derfor er symptomerne også mangfoldige og der vil i mange tilfælde være sammenfald mellem symptomer, der beskrives ved sklerose og de symptomer, der forekommer ved andre neurologiske sygdomme.

I dit tilfælde lyder det dog som om, at man fortsat skal undersøge dig på den neurologiske afdeling.

Vedrørende sclerose (MS) mangler resultatet af oligoklonale bånd-analysen i rygmarvsvæsken og jeg kan ikke se at der er udført nerveledningsundersøgelser, se også Nerveledningsundersøgelser. Endelig kan man gentage MR skanningen på et senere tidspunkt, for at se om der er kommet nye skleroseplak. På den måde kan man afgøre om du er i risiko for at udvikle MS.

Skrevet d. 22 november 2009