Hvad kommer først - plak eller attak
d. 1 oktober 2015

Jeg har været i udredning for sclerose, da jeg gennem længere tid har haft føleforstyrrelser i mine ben. Jeg har lige fået svar, og scanningen var fuldstændig normal. Han konkluderede derfor meget tydeligt, at jeg ikke har sclerose. Jeg er stadig nervøs trods hans konklusion.

Ses et attak på hjernen før, imens eller efter man har mærket symptomerne? Jeg synes, jeg har læst, at der vil være plaks på hjernen, allerede inden man evt. mærker symptomer, men neurologen gjorde mig i tvivl, og jeg er derfor blevet nervøs for, om de symptomer jeg har nu alligevel kan skyldes sclerose, som bare ikke kan ses på scanningen endnu.

Sklerose-plak i central-nervesystemet (hjernen og rygmarven) udvikles før man mærker symptomer på sclerose (MS), så man vil stort set altid se typiske forandringer på en efterfølgende MR skanning. Det er dog vigtigt, at få rygmarven med på MR skanningen, da plaks også kan ramme her. Under alle omstændigheder, kan man ikke stille diagnosen MS, hvis man har haft et enkelt tilfælde med neurologiske symptomer og skanning af hjernen er normal. Du kan læse mere om diagnostiske kriterier og MR skanning her Forvirret over diagnosen på hjemmesiden.

Skrevet d. 1 oktober 2015