Hvad hvis det ikke er sclerose
d. 22 november 2009

Jeg har symtomer på sclerose, er blevet scannet 2 gange og fået flere af de sædvanlige undersøgelser. Jeg venter nu på at få at vide om jeg denne gang kan få en diagnose på sclerose, men jeg kan jo også læse her på hjemmesiden, at der er mange der ikke kan få svar på hvad fejler.

Det bekymrer mig, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det ellers kan være af sygdomme som viser sig på næsten samme måde som sclerose? Med andre ord: Hvis det ikke er sclerose, hvad kan det så være?

Du spørger om hvilke andre sygdomme der ligner dissemineret sclerose, hvilket jeg dårligt kan give et simpelt svar på.

Neurologer bliver uddannet til at skelne neurologiske lidelser fra hinanden, hvilket kræver specialviden på et højt niveau. Når neurologiske sygdomme udredes, afhænger de mulige diagnoser af symptomernes art og karakter. Derfor kræver det i alle tilfælde, et grundigt kendsakb til sygehistorie, symptomer og undersøgelsesresultater.

Derfor må du snakke med de neurologer der undersøger dig, for at få et svar på, hvad man i dit tilfælde har mistanke om, hvis det ikke drejer sig om sklerose.

Skrevet d. 22 november 2009