Hvad er årsagen til min manglende lyst
d. 22 november 2009

Jeg er en yngre mand med sclerose som ikke har lyst til sex.

Min potens virker rimelig god- især om natten når jeg slapper af - kan blandt andet ses hvis jeg vågner og skal tisse. Jeg har tidligere forsøgt mig med Viagra m.v. Dette forbedrer selvfølgelig hårdheden, men lysten er der stadig ikke.

Mit spørgsmål til dig er: Kan problemet med lysten skyldes et lavt niveau af testoteron?

 


Manglende seksuel lyst, er et problem som kan have vidt forskellige og flertydige grunde.

Det lyder ikke som om at du har problemer med erektionsevnen, men det er klart at denne er påvirket af din manglende lyst. Viagra afhjælper rejsningsproblemer, men ikke mangel på lyst, og lysten skal være til stede for at Viagra og andre potensmidler har effekt.

Din manglende seksuelle lyst kan godt have noget at gøre med et lavt testoteronniveau, hvorfor det er vigtigt at få afklaret dette ved en blodprøve hos egen læge, som kan se om dine hormonværdier er normale.

Såfremt de er det, kan der være psykologiske årsager til din manglende lyst. Her kan det godt være lidt af et detektivarbejde at finde ud af hvorfor lysten ikke er der.

Du skriver ikke om du har haft normal sexlyst tidligere eller om lysten aldrig har været der. Heller ikke om du har god sexlyst når du selv masturberer eller om det er med partner sexlysten forsvinder. Disse spørgsmål, og mange andre, kan måske lede dig på sporet af hvad årsagen kan være.

Skrevet d. 22 november 2009