HSV og sår i munden
d. 22 november 2009

Jeg har taget Rebif 44 i 11 måneder men måtte stoppe på grund af bivirkninger, i form af store udbrud af HSV-2 i mund og svælg - ellers ikke noget jeg har døjet med før. Jeg kom efterfølgende på Avonex, og nu, efter 5 måneders brug, har jeg store smertefulde udbrud i store dele af min mund.

Jeg har været ved min neurolog, som har sat mig på Aciclovir Hexal 1/2 tablet, 4 gange om dagen. Min neurolog vurderer at jeg får disse udbrud af sclerosemedicinen fordi mit immunforsvar er så påvirket af medicinen.

Hvis Aciclovir Hexal 400 mg. ikke virker på mine smertefulde sår i munden er jeg afklaret med at stoppe med sclerosemedicinen. Jeg er vemodig ved tanken men jeg kan heller ikke længere klare de smerter som jeg får af Avonex og Rebif.

Har du et forslag til noget jeg eventuelt kan prøve? Min neurolog ved ikke hvad hun skal stille op med mit problem, hvis Aciclovir Hexal ikke har effekt.

Dine gener er en sjælden bivirkning af behandling med interferon-beta, og det er vigtigt at sikre sig, at generne ikke har anden årsag. Hvis der er taget en prøve fra dine sår, der viser at der er HSV-2 (herpes simplex virus), skulle det være sikkert nok. Er dette ikke gjort er det vigtigt at overveje, om der kan være tale om en anden sygdom, der hedder Behcets sygdom.

Hvis du har attakvis sklerose vil jeg foreslå at du taler med din neurolog om at skifte behandling til glatiramer acetat (Copaxone), som næppe vil give samme bivirkning, men i øvrigt har lige så god effekt som Avonex og Rebif.

Skrevet d. 22 november 2009