Gå til hovedindhold

Høj puls

Spørgsmål

Jeg fik for 2½ år siden konstateret MS. Igennem det sidste halve år har jeg haft for høj hvilepuls (90-105). Nu har jeg, af lægen, fået Betablokkere, men er ikke meget for at skulle tage dem. Bivirkningerne er jo blandt andet, at man bliver fysisk træt - hvilket jeg på ingen måde har brug, for da jeg i forvejen er meget træt. Derudover skulle også vægtforøgelse være en del af bivirkningerne.

Nå, men mit spørgsmål lyder, i alt sin enkelthed: Er forhøjet puls et kendt symptom, i forbindelse med MS?

Svar

Multipel Sclerose påvirker ikke hjertet, og giver ikke anledning til øget puls eller ændringer i blodtrykket. Hvis din egen læge finder grund til at starte beta-blokkerbehandling, synes jeg at du skal følge hans råd.

Der oplyses altid om mange bivirkninger ved lægemidler, men de varierer meget individuelt og er oftest dosisafhængige. Man kan derfor med fordel afprøve behandlingen, og mærke effekten samt hvilke bivirkninger der måtte være. Siden kan du snakke med din læge om den fortsatte behandling, eventuel justering af dosis og det videre forløb.