Hjælpeordning efter servicelovens § 96 og flytning til ny kommune
d. 22 november 2009

Mit spørgsmål drejer sig om individuel hjælperordning (§ 96), som jeg netop nu har en ansøgning inde om.

Muligvis vil jeg flytte til anden kommune, og mit spørgsmål lyder, i den forbindelse: Vil det i så fald være sådan, at dersom hjælperordningen er bevilget i nuværende kommune, vil den problemfrit kunne medtages og være gældende i den nye kommune?

Det fremgår af vejledning nr. 5 til serviceloven af 5.12.2006, at "hvis en person med hjælpeordning flytter til en anden kommune, bør en ansøgning om hjælpeordning indgives til den nye bopælskommune i så god tid, at der er mulighed for at behandle sagen færdig med henblik på at yde hjælpen straks, når flytningen er sket.

Tilflytningskommunen bør, efter modtagelsen, tage kontakt med den pågældendes tidligere opholdskommune, med hensyn til oplysninger om tidligere ydet hjælp. Ved et sådant samarbejde mellem kommunerne vil det være muligt at yde hjælpen, så snart flytningen er sket".

Det er derfor ikke noget, som sker automatisk, men kræver tilrettelægning og samarbejde kommunerne imellem.

Skrevet d. 22 november 2009