Hjælpemiddel, forbrugsgode
d. 22 november 2009

Jeg har i dag snakket med en veninde, der har haft sclerose igennem 20 år. Hun er meget dårligt gående, hvorfor hun, det meste af tiden, sidder i kørestol. Hun har dog en tre-hjulet scooter, til når der skal handles ind, gåes tur med familien m.m.

Scooteren virker ikke så godt hvorfor hun har søgt om en ny. Hun har så i dag fået brev om, at den slags ikke længere hører under § 112 hjælpemidler, men nu § 113 forbrugsgoder, hvor man selv skal betale 50% - kan det virkelig være rigtigt?

Samtidig står der, at man selv skal betale al vedligeholdelse og reperation.

Jeg har selv el-scooter og frygter da meget at den skal gå i stykker, for jeg har da ikke penge til at købe en ny!

Ankestyrelsen har den 19.12.2008 udsendt principafgørelse C-42-08, hvor der konkluderes: 3-hjulet el-scootere skal betragtes som forbrugsgoder. Køretøjerne fremstilles og forhandles i dag bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos især den ældre eller mindre mobile del af befolkningen".

Denne afgørelse tolkes af kommunerne sådan, at alle ansøgninger afgøres efter lov om social service § 113 med egenbetaling på 50% og - som du også nævner - med pligt til selv at stå for vedligeholdelse og reparation.

Dansk Handicaporganisation er ligesom Scleroseforeningen ikke enig i afgørelsen.

Lov om social service § 113:

§ 113. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.


 


Stk. 2. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.


 


Stk. 3. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.


 


Stk. 4. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen, jf. stk. 1, de nødvendige merudgifter.

Stk. 5. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, jf. stk. 1, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.


 


Stk. 6. Velfærdsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om;

1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og


 


2) i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.

Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven (afsnit om forbrugsgoder):

Forbrugsgoder

§ 16. I henhold til lovens § 113, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

§ 17. Der kan normalt ikke ydes støtte til forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.


 


§ 18. Hjælp til anskaffelse af almindeligt fodtøj ydes til personer, som på grund af en størrelsesforskel på fødderne på mindst 2 hele skonumre er nødt til at anskaffe to par sko. Hjælpen ydes med halvdelen af den samlede udgift, dog højst med et beløb på 1.137 kr.

Stk. 2. Ved førstegangsanskaffelse ydes hjælp til to par sko (dvs. at der skal købes 4 par sko). Herefter kan der ydes hjælp til et par hver 15. måned, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, som nødvendiggør hyppigere udskiftning.


 


Stk. 3. Der ydes ikke hjælp til reparation af almindeligt fodtøj, der er anskaffet med støtte efter denne bestemmelse,


medmindre der er tale om nødvendig tilretning på grund af en deformitet, jf. § 10.

§ 19. Hjælp til anskaffelse af øvrige forbrugsgoder ydes, når betingelserne i § 1 er opfyldt, med et beløb svarende til 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 2. Der kan ud over støtte efter stk. 1 ydes hjælp til betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedste egnede og billigste produkt. Hjælpen ydes, hvis der foreligger ganske særlige forhold ved den nedsatte funktionsevne, som nødvendiggør anskaffelse af et forbrugsgode, der;


 


1) er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller


 


2) nødvendiggør særlig indretning.


 


Stk. 3. Hvis forbrugsgodet på grund af den nedsatte funktionsevne udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, således at ansøgeren ikke kan benytte produktet efter sit formål som forbrugsgode, omfatter hjælpen den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 4. Computere med standardsoftware, der understøtter hjælpemidler til blinde og svagsynede, dækkes med den fulde anskaffelsespris til det bedst egnede og billigste produkt. Hjælpen kan ydes som udlån.


 


Stk. 5. Der ydes kun hjælp efter denne bestemmelse, når udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr.


 


Stk. 6. Der ydes ikke hjælp efter denne bestemmelse til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx almindelige stole, borde, senge, telefoner, Tv-apparater, videomaskiner, båndoptagere m.v., som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

§ 20. Der ydes ikke hjælp til udskiftning og reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 1.


 


§ 21. Til forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov.

Stk. 2. Hjælp til udskiftning, jf. § 19, stk. 2, ydes ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.


 


Stk. 3. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 1, ydes med halvdelen af udgiften.


 


Stk. 4. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 2, omfatter alene reparationsudgifter vedrørende den særlige indretning.

§ 22. Til forbrugsgoder, der er anskaffet efter § 19, stk. 3 og stk. 4, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov.

Ankestyrelsens afgørelse kan - efter Scleroseforeningens opfattelse - ikke tolkes generelt uden hensyntagen til reglerne i loven og bekendtgørelsen.

Desværre vil det betyde, at en stor gruppe ansøgere nu fremover vil være nødsaget til at anke deres afgørelser.

Det er vigtigt, klart at kende kommunens begrundelse for afgørelsen, benytte sig af sin ret til aktindsigt og selv komme med bemærkninger til sagen.

Skrevet d. 22 november 2009