Hjælp til at blive gravide og overvejelser omkring ét eller to børn
d. 20 marts 2010

Jeg er en ung kvinde på 23 år, som er kæreste med en fyr der har sclerose. Jeg har været sammen med ham i to år og vi har i et stykke tid snakket børn. Han vil virkelig gerne have børn men kan ikke, og jeg vil lige så gerne have børn, men har svært ved at sige det højt, fordi jeg ved han bliver ked af det når det nævnes, idet han ikke selv kan lave dem.

Han siger han har snakket med lægen om det, sammen med sin ex-kone, og at der kunne stilles kunstig befrugtning til rådighed for ét enkelt barn. Det synes vi begge vil være ualmindeligt synd for barnet. Man hører jo alle steder om enebørn der keder sig og ønsker søskende. Der er desuden også vores holdning at ét barn er for lidt, hvorimod to er mere passende, så kan de lege sammen.

Er der andre muligheder end den enkelte kunstige befrugtning, som han fik at vide var eneste løsning på barnløsheden?

Det er korrekt, at man kun kan få hjælp fra det offentlige til at få ét barn. Dog er det også sådan, at hvis man stadig har befrugtede æg tilbage i fryseren, efter man har fået det ene barn, har man ret til at få lov at bruge dem til et selvbetalt forsøg på at få et barn mere - det nedsætter omkostningerne ved kunstig befrugtning betragteligt.

Du skriver ikke, hvad der præcist er din kærestes problem i forhold til at få børn? Mange mænd har dårlig sædkvalitet, så jeg gætter på, at det er der problemet ligger? Dårlig sædkvalitet findes i mange forskellige grader - nogle har masser af gode sædceller i deres sæd, men dog lidt færre end normalt. Andre har ikke så mange gode sædceller og nogle få mænd næsten ingen. Så det er vigtigt, at hans sæd bliver grundigt undersøgt, for at se præcist hvor mange gode sædceller der er i hans sæd. Det har nemlig stor betydning for hvilken type kunstig befrugtning man kan bruge.

Har han kun lidt færre gode sædceller end normalt (og hvis du ikke har problemer med din befrugtningsevne), kan det være at der kun skal en "simpel" insemination til, hvor der bliver sprøjtet sæd op i din livmoder på ægløsningstidspunktet - i nogle tilfælde kan man endda selv gøre dette derhjemme med hjælp fra en befrugtningsklinik (som kan rense sæden og tage de dårlige sædceller væk, så chancerne øges).

Har han mange dårlige sædceller, skal man måske bruge IVF (reagensglasmetoden), der er lidt dyrere, og måske endda ICSI (en mere kompliceret metode), der er den dyreste.

Har han slet ingen gode sædceller, kan man bruge sæd fra en donor.

I kan læse mere om barnløshed og behandling heraf, på hjemmesiden for "Landsforeningen for ufrivilligt barnløse: http://www.lfub.dk/.

Som sagt får man betalt behandlingen fra det offentlige til at opnå ét barn. Men man er velkommen til selv at betale for at få flere. Det koster alt imellem et par tusind (hvis man kun behøver hjemme-insemination) og op til ca. 40.000 kroner (hvis man har brug for ICSI-befrugtning). Prisen afhænger af hvilken klinik man vælger og hvilken behandling man har brug for.

Til sidst er der overvejelserne omkring det med enebørn uden søskende. Det er ikke en beslutning jeg skal bestemme, men jeg kan give jer nogle inputs, der måske kan hjælpe jer til at blive klar over hvad I vil.

Jeg kan godt forstå jeres overvejelser omkring hvorvidt det er synd for et barn at være enebarn. Jeg synes I udviser stor omtanke for eventuelt kommende børn, ved at tænke sådan, og netop det gør, at I sikkert vil blive fantastiske forældre.

Der findes utroligt mange enebørn i Danmark. Nogle fordi forældrene ikke har lyst eller kan magte mere end ét barn, nogle fordi de ikke kan få flere, af mange forskellige årsager. Næsten alle disse enebørn får en fin opvækst og bliver ganske normale - og de få der får problemer, får det som regel af helt andre årsager; det kan, for eksempel være de har medfødte adfærdsproblemer eller det kan være at forældrene ikke magter opgaven.

I hvert fald kan man sige, at helt små børn ikke har tvingene brug for søskende at lege med, og er ganske tilfredse med at lege med sine forældre. Så der handler det nok mest om, hvorvidt man som forældre kan magte at stimulere sit barn ved for eksempel at hjælpe det til at rumme sine følelser og udvikle sin motorik - og det er en opgave som langt de fleste forældre magter ganske fint.

Når de bliver lidt større, og får brug for andre børn at spejle sig i, kommer de jo i vuggestue/børnehave og får samværet der.

Tænk et par generationer tilbage, der der havde man ikke pasningsmuligheder i institutioner, hvorfor børnene gik alene derhjemme med deres mor - og det gik jo ganske fint, også for de enebørn der var dengang.

Så jeg ville ikke bekymre mig så meget om enebarnsproblematikken - det vigtigste er, at man har lyst til at få børn, og glæder sig til at hjælpe dem frem i livet.

Overvej i stedet, hvad det betyder for barnet og jer, at far har sclerose.

Nu er scleroseramte jo meget forskellige og har forskellige symptomer. Hvis din kæreste er meget plaget af træthed eller har fysiske handicap, hvor begge ting kan gøre at han ikke kan deltage så meget i barnets opvækst som raske fædre, betyder det at du selv bliver halvvejs alenemor, rent praktisk. Det er vigtigt at du er indstillet på det, for det kan blive hårdt i perioder.

Derfor er det også vigtigt, at I gør jer klart hvem i jeres bagland, der kan og vil hjælpe til. Det kan være I har forældre eller venner, der kan passe barnet indimellem, så du kan få en puster. Det kan være nogle er indstillet på at hjælpe til i ugerne efter fødslen eller hjælpe med andre opgaver, som rengøring, indkøb eller madlavning.

Men har I lyst til at få børn, og føler I, at I vil kunne magte opgaven trods din mands sygdom, eventuelt med hjælp udefra, kan jeg kun støtte projektet. Men det er helt jeres egen beslutning, og det er kun jer der ved, hvad der er bedst for jer.

Skrevet d. 20 marts 2010