Hjælp til ændring af bolig
d. 11 september 2014

Jeg er en kvinde på 37 år. Er gift og har 3 hjemmeboende børn. Jeg fik i september 2011 diagnosen attakvis MS, og det har siden været meget svært at finde en medicin jeg kan tåle. Jeg venter lige nu på opstart af 5. medicin. I maj måned dette år får jeg et attak i ryggen og bliver indlagt. Et langt forløb starter. Kommer hjem efter godt 14 dage på sygehuset. Vi rykker lidt rundt i huset, så jeg kan have de rigtig forhold. Meget hård tid og jeg er fortsat sygemeldt fra mit flexjob.

Mit spørgsmål drejer sig om vores bolig. I 2008 køber vi det vi mener er vores drømmehus. Problemet er at det er i 3 plan, og trapper er ikke min gode ven. Hverken når jeg er træt, eller hvis der er attak. Vi vil gerne sælge, men det er svært, da vi ikke kan få prisen hjem. Vi købte på det værst tænkelige tidspunkt. Kan man som sclerosepatient på nogen måde søge hjælp i en sådan situation?

Reglerne om boligændring fremgår af lov om social service § 116. Det fremgår her, at der er mulighed for hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Nærmere vejledning fremgår af Social- og Integrationsministeriets vejl. 7 af 15.2.2011 pkt. 248-317.

For at kunne vurdere om du kan være berettiget til hjælp og i hvilket omfang, vil det være nødvendigt med en konkret vurdering af de faktiske forhold. Jeg vil derfor anbefale dig, at kontakte afdelingen for boligændringer i din kommune. Vedkommende kan aflægge dig et besøg i hjemmet, og kan sammen med dig gennemgå og vurdere om der er muligheder og i givet fald hvilke.

Skrevet d. 11 september 2014