Hjælp efter fødsel
d. 26 maj 2011

Jeg har et spørgsmål vedrørende hjælp i hjemmet, når man får et barn.

Jeg er gravid i 6. måned, og glæder mig til at skulle være mor.
Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt jeg er berettiget til f.eks. hjælp til rengøring, og til at trille en tur med barnet pga. min sclerose.

Jeg arbejder i fleksjob 18,5 timer om ugen pga. sclerosetræthed. Jeg er ellers fuldt mobil. Jeg har haft sygdommen i 11 år. Den er ret aktiv, og jeg var derfor i behandling med tysabri, da jeg blev gravid.
Min scleroselæge fortæller mig, at jeg skal regne med at blive ekstra træt, når barnet kommer pga. den afbrudte søvn og mangel på tid til at hvile generelt.

Jeg har ikke tidligere fået nogen støtte i hjemmet, men min mand og jeg har betalt for rengøring længe, og har aftalt med vores rengøringsdame, at hun skal komme en ekstra gang om ugen og trille med barnevognen, eller købe ind for os, så jeg kan få nogle fredelige timer.
Vi kommer selvfølgelig også til at trække på familie og venner, men der er jo en grænse.

Har jeg nogen muligheder for støtte fra kommunen i den første tid, hvor barnet kræver meget?

Jeg forstår godt, at I gør jer nogle tanker omkring pasning af jeres kommende barn samt hensyntagen til sclerosen.
Jeg kan også læse, at I har et godt netværk, men du har ret, der er jo grænser for, hvad familie og venner kan magte.  

DUKH (Den uvildige konsulentordning for handicappede) har lavet et temanummer omkring forskellige muligheder alt afhængig af situationen. Jeg vil derfor anbefale dig at læse denne  
http://www.dukh.dk/hjelp-til-selvhjelp/tema-foreldre-med-handicap/stottemuligheder-til-foreldre-med-handicap-1/?searchterm=temanummer .

De forskellige støttemuligheder er tillige omtalt på Scleroseforeningens hjemmeside under Livet med sclerose.  

Jo mere du og din mand ved om mulighederne jo større er jeres muligheder også for at søge jeres kommune om evt. støtte.  

Det seneste nr. af medlemsbladet Magasinet har også en artikel om emnet.

Skrevet d. 26 maj 2011