Hexalid og fornyelse af kørekort
d. 16 august 2016

Jeg er 75 år og har primær progressive sclerose. Jeg fik diagnosen i 2000. I forbindelse med fornyelse af mit kørekort, fik jeg til min overraskelse afslag pga, at jeg får medicin med "rød trekant" 2 mg Hexalid. Jeg bruger medicinen mod spasmer og kramper om natten, ca. 100 tabletter om året og aldrig om dagen. Jeg har haft stor gavn af medicinen siden jeg fik diagnosen. Jeg har haft kørekort siden, jeg var 18, og har aldrig været impliceret i uheld, ved hvad en rød trekant betyder, og forholder mig derefter. Er det så rimeligt, at mit liv skal ændres så drastisk?

Medicinen Hexalid findes på listen over trafikfarlig medicin. Du bør kontakte din læge, som har anført medicinen på din kørekortattest og tale med lægen om, hvad du gør nu. Det er din læge, der skal vejlede dig om medicin og bilkørsel, og hvis din inddragelse af kørekortet begrundet i medicinen, er uberettiget bør du også søge hjælp hos din læge. Jeg går ud fra, at du har fået sendt inddragelsen som partshøring, altså mulighed for at komme med bemærkninger inden afgørelsen. Hvis ikke bør du være oplyst om klagemulighed.

Skrevet d. 16 august 2016