Helhedsorienteret indsats i hjemmet
d. 24 marts 2015

Min mand er meget udfordret på det kognitive, og trætheden er umenneskelig. Han har et krævende job, hvilket betyder bekymring og stress, da han ikke føler, han kan følge med. Kommunen vil ikke bevillige ham fleksjob, så han har lavet en aftale med firmaet om 25 timer/ugen. Lønnedgangen betaler vi selv for. Selv de 25 timer han har nu, har han svært ved at overskue. 

Vi har 2 børn på 4 og 6 år. Vi er begge ved at brænde ud. Jeg er selv ramt af angst, men er i behandling. Jeg arbejder 30 timer/ugentligt (er ikke sygemeldt). Er der noget hjælp at hente hos kommunen i forhold til aflastning med børn/rengøring, eller er han ikke "syg nok" - Vi fornemmer konstant en manglende accept og forståelse for hans sygdom fra kommunen, da han endnu ikke er udfordret fysisk - udover den umenneskelige træthed.

Når jeg læser dit spørgsmål tænker jeg på, at det lyder som om, at I har behov for en helhedsorienteret vejledning. Jeg spekulerer også på, hvordan sagen om vurdering af din mands arbejdsevne er sket. Jeg forudsætter, at der foreligger en skriftlig afgørelse i sagen? Din mand (og måske også dig) bør undersøge mulighed for aftale i h. t. § 56 i sygedagpengeloven. Yderligere information kan findes på Scleroseforeningens hjemmeside under Lovgivning. I bør også undersøge om din mands evt. pensionsordning har nogle muligheder for økonomisk dækning.

Jeg regner med, at din mand har kontakt med neurologisk ambulatorium, men har din mand haft kontakt med afdelingens neuropsykolog? Har din mand overvejet indlæggelse på Sclerosehospitalet?
Umiddelbart tænker du måske, at jeg stiller flere spørgsmål end svar, men helt konkret mener jeg, at det kunne tyde på, at der er behov for en mere tilbundsgående rådgivning. Som medlem af Scleroseforeningen har I mulighed for rådgivning af foreningens socialrådgiver i det område, hvor I bor. Navn og kontaktmulighed kan ses på hjemmesiden.
 

Skrevet d. 24 marts 2015