Helårsbeboelse i sommerhus
d. 22 november 2009

Jeg er 50 år og fik diagnosen MS i april 2003 og blev, på grund af voldsom træthed, kognitive problemer samt daglige smerter, bevilliget fleksjob på 13½ timer om ugen, fra d. 1/9/2004.

Jeg har siden august 2007 boet i mit sommerhus, da vi ikke havde råd til to huslejer. Sommerhuset blev sat til salg og er det stadig (sat ned i pris 2 gange). Har fået dispensation i 2007 og 2008 til at bo her om vinteren. Huset er, hen af vejen, blevet indrettet så jeg selv kan magte det.

I september 2009 søger jeg så igen om dispensation og finder først der ud af, at jeg de forrige år har haft mulighed for at søge om helårstilladelse.

Jeg har åbenbart været alt for naiv, idet jeg gik ud fra, at vi fik dispensation igen - men det gjorde vi ikke. Jeg skrev en ansøgning (måske var denne ikke god nok) og fik nej. Min mulighed nu er at anke til naturankenævnet, hvilket jeg selvfølgelig gør. Den ene afdeling i kommunen siger at hvis de skal genhuse os, bliver det muligvis i et sommerhus (?).

Min mand, der er 58 år, har haft en blodprop og fået isat 5 stents og han er ligeledes på fleksjob (12 timer om ugen). Ingen af os har overskud og kræfter til at flytte og bygge et nyt hjem op - vi har desuden heller ikke økonomi til det og sidder af samme grund afdragsfrit i sommerhuset.

Jeg er blevet bekendt med, at der findes en paragraf 40 stk. 2 og ved at der vores kommune, i 2 tilfælde (i maj 2009), netop blev taget hensyn til at folk var i fleksjob, for ikke at "tvinge" dem ud af arbejdsmarkedet.

Jeg ved p.t. ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er fuldstændig knust over måske at skulle flytte fra mit hjem og at skulle føle mig som kriminel, da kommunen i morgen vil politianmelde os, medmindre vi flytter til en anden adresse.

Jeg har snakket med socialrådgiveren inde i Scleroseforeningen, der anbefalede mig at skrive til dig. Måske kan du ikke hjælpe mig, men et råd kunne jeg godt bruge.

Min mand og jeg købte sommerhuset i 2002, hvor vi satte det i vores børns navn. I april 2004 satte vi det så i mit navn. Har det nogen betydning? Jeg har læst om en særlig 5-års regel?

Vi har ikke modtaget et varsel fra kommunen, om at vi ikke kunne få dispensation igen. Havde vi det, ville jeg have søgt om helårstilladelse langt tidligere (og kunne måske have formuleret det meget bedre. som det var nu skulle det gå meget hurtigt.

Socialrådgiveren fortalte mig at Kommunernes Landsforening har anbefalet kommunerne at give et skriftligt varsel, i foråret 2009.

Jeg prøver alt lige nu, men kan også mærke at det tærer på ressourcerne.

Måske skal det slutteligt lige siges at handicaprådgivningen i kommunen er utrolig søde, men de kan ikke gøre noget, da det er Teknik og Miljø afdelingen der afgør sagen.

I 1999 blev der givet 10 års afviklingsdispensation, til personer som boede ulovligt i sommerhus hele året. Perioden for afvikling udløb i slutningen af marts 2009 - dog med ret til at blive boende til og med 1. oktober 2009.

Der er tale om indførelse af en skærpet lovgivning på daværende tidspunkt. Grunden hertil var, at der ved udgangen af 1998 var tale om ca. 9.000 ulovlige beboelser. Ud over denne skærpede lovgivning blev der, som nævnt, indført regler om afvikling over en 10 års periode.

Efter Planlovens § 41 er der særlige regler for pensionister (otte års ejerskab før man modtager social pension) og en forventning om dispensation, hvis man havde ejet sommerhuset i fem år.

Det er korrekt at Kommunernes Landsforening har anbefalet, at kommunerne skulle varsle sommerhusbeboere i foråret 2009. Dette er alene en anbefaling, også under hensyntagen til genhusningspligten - det er i øvrigt vurderet, at denne pligt kun vil være aktuel i få tilfælde, da tidshorisonten for dispensationerne har været kendt, og boligproblemet derfor ikke skønnes at være akut.

Vedrørende Planlovens § 40 stk. 2, har kommunalbestyrelsen mulighed for, i særlige tilfælde, at dispensere fra forbudet mod beboelse af sommerhuse i perioden 1. oktober til 31. marts. Dette gælder for ejere, som har alvorlig sygdom eller invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun kan opnås i sommerhuset. Helbredsmæssige årsager i øvrigt kan ikke bevirke dispensation.

Det er vanskeligt for mig, alene på grundlag af oplysningerne i spørgsmålet, at vurdere, om der i jeres tilfælde skulle være en mulighed for dispensation, i medfør af Planlovens § 40 stk. 2, men rådet må være at forsøge at dokumentere, at bolig i sommerhuset er den eneste mulighed for at opretholde en rimelig tilværelse. Vær opmærksom på, at helbredsmæssige årsager ikke i sig selv giver grundlag for dispensation.

Skrevet d. 22 november 2009