Har min datter sclerose
d. 22 november 2009

Jeg har MS på 10. år, men har kun været fast diagnoseret i 2,5 år. Da jeg blev diagnoseret talte vi om, at MS dør man ikke af, og at det ikke er direkte arveligt. Ingen i min familie har haft MS, men pludselig fik jeg sygdommen.

Min datter på 17 år klager nu over træthed, sovende ben/fødder, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Det er ikke symptomer hun næver ofte, og ikke altid sammenhængende, men ind imellem kommer der noget fra hende. Vi har et åbent forhold omkring min MS.

Jeg har det godt og er selvhjulpen. Har en del attakker, men har heldigvis ikke fået store mén.

Vi har ikke på noget tidspunkt snakket om at der kunne være noget galt med hende, men min angst er der, og specielt når hun nævner nogle af de symptomer.

Jeg vil derfor gerne spørge dig om, hvordan jeg skal gribe det her an? Jeg er bange for at skræmme hende, for det er jo ikke sikkert, at der er noget. Hvad skal jeg gøre?

Jeg forstår godt din bekymring, men vi kan jo alle opleve sovende fødder, svimmelhed og koncentrationsbesvær, og spørgsmålet er vel om hun hyppigt klager over dette og hvor svære symptomerne er.

Hvis det ikke er noget der præger hendes dagligdag og hun ikke har markante symptomer, som for eksempel gangbesvær, relle vedvarende føleforstyrrelser eller synsgener, vil jeg nok være tilbageholdende med at bringe sklerose på banen.

Din angst for at hun skulle have sklerose, vil nok også præge din opfattelse af hendes klager. I den forbindelse vil det måske være godt for dig også at få et råd fra en af vores psykologer. Hvis du har brug for dette, kan du altid ringe til os på telefon 36 46 36 46 alle hverdage mellem kl. 11.00-13.00.

Skrevet d. 22 november 2009