Har jeg ret til resten af bodelingsbeløbet
d. 18 november 2011

Jeg blev skilt i 2009, og flyttede i egen lejlighed købt for en del af det bodelingsbeløb jeg fik tilkendt.
Kort efter skilsmissen blev jeg alvorligt syg og diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse. I det meste af 2010 var jeg indlagt med depression. I slutningen af året begyndte jeg at få føleforstyrrelser, og kort tid efter fik jeg så diagnosen sclerose.

Mit spørgsmål er, om jeg stadig har ret til udbetaling af det beløb bodelingen tilkendte mig ved skilsmissen?

Jeg fik aldrig det fulde beløb udbetalt, da jeg jo var indlagt, og når jeg ikke var, boede jeg hos min eksmand, så jeg kunne være sammen med vores fælles søn. Jeg bor stadig hos min eksmand, men da dette år i høj grad har været præget af sygdomsaktivitet (MS), og jeg føler at min eksmand ikke har støttet mig, men tværtimod har forværret min tilstand, ønsker jeg nu at flytte permanent.
Derfor vil jeg gerne have resten af bodelingsbeløbet udbetalt, så jeg kan etablere mig igen og denne gang for alvor.
Men har jeg ret til det, når jeg jo flyttede tilbage efter skilsmissen, og vi derfor har været samboende siden?

Svaret på dit spørgsmål afhænger meget af, hvilken aftale I indgik, den gang I blev skilt.
Når du skriver, at I blev skilt, går jeg også ud fra, at der var tale om en "rigtig" skilsmisse og altså ikke en separation.  

Hvis der står i jeres aftale fra 2009, at du skal have udbetalt et bestemt beløb, så vil jeg mene, at du stadig har ret til at få resten af beløbet udbetalt. Som nævnt afhænger det meget af, hvad der står i aftalen. Hvis din eksmand nægter at betale dig beløbet, vil jeg derfor anbefale dig at søge rådgivning hos en advokat. Vedkommende kan hjælpe dig med at fortolke jeres aftale og kan også hjælpe dig med at kradse pengene ind, hvis ikke det lykkes at få din eksmand til at betale frivilligt.

Skrevet d. 18 november 2011