Gå til hovedindhold

Har jeg nu MS

Spørgsmål

Har i det sidste år været til observation for Sclerose. Nytårsaften 2011 fik jeg et attak som lammede min venstre arm. Fik hurtigt lavet alle undersøgelser afsluttende med en MR-scanning. Den viste 2 prikker. En i rygmarven og en i hjernen. Blev kontrolscannet i maj måned med uændret resultat. Har netop fået svar på min scanning her fra januar, den viser 4 prikker mere i hjernen, og jeg har fået konstateret sclerose efter McDonald kriterierne, og har fået at vide at jeg nu vil blive tilbudt behandling.

Er i tvivl om jeg nu har sclerose, eller om jeg stadig kun er i risikogruppen? Ligeledes vil jeg gerne hører om jeg skal forlange flere undersøgelser - endnu en rygmarvsprøve - og hvad der endeligt fastslår om jeg har sclerose?

Jeg er 39 år. Dyrker styrketræning 3 gange om ugen og konditionstræning 2 gange om ugen. Skal jeg være opmærksom på noget i denne forbindelse? Har det helbredsmæssigt helt fantastisk, og det er svært for mig at forholde mig til, hvad jeg gør herfra, og hvordan jeg bør håndtere denne melding?

Svar

Jeg kan dårligt udtale mig specifikt om din diagnose, da det kræver et grundigt kendskab til din sygehistorie og dine undersøgelser. Generelt kan jeg sige, at hvis der tidligere har været et scleroseangreb og en gentaget MR skanning viser fire nye pletter (plak), og pletterne samtidig har karakteristisk udseende og lokalisation, er kriterierne for at stille diagnosen MS (McDonald 2010) opfyldt og anbefalingen er derfor forebyggende behandling af sclerosen. Diagnosen kan stilles uden yderligere undersøgelser, men her i Danmark ser vi gerne, at rygmarvsvæskeanalyse og neurofysiologiske undersøgelser (evoked potentials) også udføres, for at understøtte diagnosen. Under alle omstændigheder skal der tages en blodprøve, med henblik på at udelukke andre sygdomme, som ligner MS.

Selvom du har MS, kan du træne fysisk og gøre som du plejer, så sygdommen skal på den måde ikke ændre dit liv. Dog skal du være opmærksom på, at afpasse din træning til de symptomer du måtte have. Hvis du ikke mærker sclerosen til daglig, er der ingen særlige hensyn, du skal tage i træningssituationen.

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at få MS diagnosen, og at det må forekomme dig noget abstrakt, hvis du ikke mærker noget til sygdommen. Det er dog ikke usædvanligt, at det forholder sig sådan, og det kan være en hjælp at snakke med en psykolog fra Scleroseforeningen, der er vant til at rådgive i disse tilfælde.