Hans ændret personlighed fylder meget
d. 16 september 2014

Min far har sclerose. Mine forældre blev skilt, allerede da jeg var 4 år gammel. Det er 20 år siden nu, og jeg har egentlig aldrig været ked af bruddet. Min far rejste med det samme til Grønland, efter de blev skilt, og jeg har måtte nøjes med at se ham 1 gang om året i ca. 15 år. Han har aldrig vist den helt store interesse i mig, når vi ikke sås. Ringede kun på fødselsdage, hvis min mor mindede ham om det, og var i øvrigt ret optaget af ham selv, også når vi var der. Men min far kan bare noget, forgudede ham som barn og det sidder stadig i mig.

Men så er det bare, at han er blevet så mærkelig. Hans sclerose angriber mest hjernen andre steder end på de motoriske centre, og han er derfor mere eller mindre stadig fysisk fungerende - ryster lidt og har lidt følelsesnedsætning på ben og hænder. Han husker kun negative ting, taler kun om gamle dage, er utrolig stædig og en anelse snæversynet. Jeg har samtidig fået mit eget barn, og forstår slet ikke, hvordan han bare kan være så ligeglad med min søn, ingen interesse viser han. Alligevel giver han mig dårlig samvittighed, når han ringer og spørger, hvorfor vi ikke besøger ham. Oven i det hele, ligner hans lejlighed noget som Sundhedsstyrelsen burde lukke ned med øjeblikkelig virkning. Jeg har hjulpet ham, sørget for han mødte op til møder på kommunen, ordnet hans papirer, betalt hans regninger af mine sparsomme SU penge, og muget ud i hans hjem, men jeg magter ikke mere. Når jeg fortæller mig selv det, og forestiller mig hvordan han vil reagere, hvis jeg sagde fra, bliver jeg endnu mere træt af det, og så igen med en god portion dårlig samvittighed.

Er jeg et dårligt menneske, hvis jeg ikke magter at se min far mere? Berøver jeg min dreng fra sin morfar? Og hvad gør jeg bedst, for jeg ved jo, at han ikke rummer selv at tage ansvar for sit liv, men hvis jeg ikke kan mere, hvem gør så? For at få hjælp i hjemmet og for at få pension, skal man igennem en masse med kommunen, og det magter han ikke, selv med min hjælp. Føler virkelig at jeg har ramt en hårdknude, og hele situationen fylder bare alt for meget. Kan I hjælpe med gode råd?

Det er ikke nogen nem situation du står i, og som jeg ser det, rejser du flere problemstillinger i dit spørgsmål.

Det første er, at din far efter skilsmissen fra din mor flytter til Grønland. Det betyder, som jeg kan forstå af din beskrivelse, at han det meste af din barndom og ungdom har været meget lidt nærværende i dit liv. Fysisk langt væk og psykologisk set fraværende og generelt set ikke opmærksom på dine behov for at have en far, der interesserede sig for dig. Det kunne næsten lyde som om, at dette mønster gentager sig nu, bare på en anden måde. Han forventer omsorg og kontakt fra dig og synes ikke at have øje for dine behov eller ønsker. Tværtimod er han krævende, og det er ekstra svært, fordi han ikke giver dig fornemmelsen af at være taknemmelig eller interesseret i dig og dit barn. Jeg tror du kan have ret i, at disse ændringer også skyldes hans sygdom, som medfører personlighedsmæssige ændringer. Personlighedsmæssige ændringer, manglende initiativ, fastlåste rutiner og manglende indlevelse i andres følelser er symptomer af sygdommen som vi ser jævnligt, og som ofte er noget af det som er sværest for de pårørende at forholde sig til. (Du kan evt. bestille den brochure på vores hjemmeside som hedder "Personlighed, væremåde og multipel sclerose")

Uanset hvor gammel man bliver, er man jo sine forældres barn, og der vil som regel være en stærk ansvarsfølelse. Det lyder også som om du er knyttet til din far og han til dig, selvom I ikke har haft et nært forhold. Det som til tider kan blive uhensigtsmæssigt og alt for belastende for én selv er, hvis man går langt ud over sine egne grænser for at tilfredsstille andres ønsker og forventninger. Det lyder som om det er tilfældet nu. Der er ikke nogen facitliste på, hvad der er for meget eller for lidt, for det er noget som er op til den enkelte at afgøre med sig selv. Jeg tænker også, at du ikke behøver at tænke på dit forhold til din far som et enten eller. Jeg vil foreslå dig at overveje under hvilke omstændigheder, det ville være tåleligt for dig at mødes, hvilket f.eks. kunne være at bo et andet sted, hvis I kom på besøg, eller er det du magter nu at være på Skype med ham? Det er ok at sætte grænser og stille krav, det er nemlig vigtigt at fastholde sin integritet, hvis man skal have en god relation.

Hvis det er for svært at finde ud af selv, er der mulighed for at pårørende - som er medlem af Scleroseforeningen - kan komme til at tale med en psykolog, som kender til de problemstillinger som følger med til det at have sclerose tæt inde på livet. Du kan skrive en mail eller ringe ind til os alle hverdage ml. kl. 11-12 på telefon 3646 3646.

Når det er sagt, så lyder det også som om din far kunne have brug for noget mere hjælp til at magte sin hverdag. Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at foreningen også har en socialrådgiverordning, hvor medlemmerne kan få hjælp og rådgivning fra socialrådgivere som arbejder specifikt med dette, og ved hvad der er af muligheder. Hvis din far bor i Danmark nu, skal I bare ringe på tlf. 3646 3646, og komme på den socialrådgivers telefonliste - som hører til hans kommune. Hvis han bor i Grønland, kan I også telefonisk få lidt rådgivning på tlf. 3646 3646, men vores socialrådgiver er ikke bekendt med grønlandsk lovgivning.

Skrevet d. 16 september 2014