Handleplan, individuel hjælp
d. 23 november 2009

Jeg skriver på vegne af min storebror som nu i snart 9 år har haft diagnosen Sclerose. Han er meget påvirket af det, både fysisk men især mentalt. Han bor på et plejehjem, og grundet vores forældre, som er oppe i årene, er han blevet flyttet ned i nærheden af dem.

Til at begynde med var han hjemme og senere kom han på et plejehjem. Problemet er nu, at det sted han er, udelukkende er for ældre mennesker, og han har ikke nogle daglige tilbud om aktivering (min fornemmelse er at han meget hurtigt har mistet alle de færdigheder han ellers havde fået holdt ved lige der hvor han boede før og hvor han gik på dagcenter.

Mit spørgsmål er om du har nogle gode råd til hvad vi kan gøre for ham? Kan han få en handicaphjælper når han bor på plejehjem, eller er der dagcentre som vi han få ham ind på?

Jeg håber, at din bror har fået udarbejdet en handleplan efter lov om social service § 141? Hvis ikke, vil jeg anbefale dig/din bror at få en sådan udarbejdet. Kommunen har pligt til at udarbejde en handleplan for den hjælp, der ydes til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og det lyder for mig som om din bror tilhører denne gruppe.

Planen skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, forventet varighed og andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Handleplanen udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne - tilbudet gives også til pårørende, der normalt varetager den pågældendes interesser.

Derudover tænker jeg også på om din bror har fået tilbudt ledsageordning efter lov om social service § 97? Og om der er behov for socialpædagogisk bistand efter lov om social service § 85? I denne sammenhæng vil jeg henlede din opmærksomhed på SM C-22-03. Du vil kunne hente lovtekst som nævnt på www.retsinfo.dk og SM-afgørelsen på Ankestyrelsens hjemmeside; www.ast.dk (under ).

Din bror, eller dig ved hjælp af fuldmagt, har også mulighed for at få kopi af de sagsakter, som kommunen er i besiddelse af. Alle afgørelser skal foreligge skriftligt med oplysning om lovhjemmel, begrundelse og klagevejledning.

Skrevet d. 23 november 2009