Gå til hovedindhold

Handicapegnede boliger

Spørgsmål

Jeg er for nyligt blevet diagnosticeret  med Multiple Sclerose efter en periode som CIS patient.

Jeg har i dag været hos min egen læge for at snakke med ham om forskellige ting. Bla om han kunne hjælpe mig på en måde overfor min kommune for at få en anden bolig. Grunden til dette er at jeg bor på anden sal, hvor jeg har en spindeltrappe, som jeg til tider har svært ved at komme op af, da mit venstre ben strejker ind imellem. Mit spørgsmål er kan man slet ikke få hjælp nogen steder til at få en anden bolig? Eller er jeg helt ude i hampen her?

Svar

Jeg går ud fra, at du er på arbejdsmarkedet og i det store og hele klarer dig selv.

Umiddelbart tænker jeg, at du må have behov for en generel og helhedsorienteret vejledning. Når du nævnet problemer med dit venstre ben, tænker jeg også om det kan give problemer ved bilkørsel? Har du behov for en § 56 aftale i forhold til din arbejdsplads? eller andre forhold. På Scleroseforeningens hjemmeside under Lovgivning kan du finde forskellige oplysninger om reglerne.

Med hensyn til anden bolig er det visitationen i din kommune, som du skal kontakte. Kommunen har mulighed for at visitere til handicapegnede boliger, men der er forskellige forhold, der skal tages i betragtning. Hvis kommunen ikke finder dig omfattet af deres regler, vil jeg anbefale dig evt. at kontakte dit nuværende boligselskab med henblik på mulighed for evt. bytte, det kræver selvfølgelig, at dit boligselskab har boliger i stueplan, der er egnede.