Handicapbil med særlig indretning, selvhjulpen
d. 21 marts 2010

Jeg har sclerose, sidder i el-kørestol og har i 6 år haft en fiat Ducato handicapbil med de indretninger der står på mit kørekort, sådan at jeg selv og min hjælper kan køre; el-bagdøre, lift, seksvejs-føresæde, automatgear, automatisk bespænding til kørestolen, el-varme i spejlene og flytbar speeder.

Nu er jeg i gang med at ansøge om en anden bil. Den er godkendt af kommunenen, men de mener ikke jeg selv skal køre min bil mere, da jeg har hjælpere 97 timer om ugen.

Jeg vil stadig gerne selv kunne køre, da vi holder ferie i udlandet hvert år og min mand og jeg skiftes til at køre.

Er der slet ingen mulighed, for at jeg kan få en bil jeg selv kan køre mere?

Komunnen siger at det ikke er deres problem, hvilket det selvfølgelig heller ikke er - de kan jo ikke gøre for jeg har sclerose. Det de hænger sig i, er at jeg har haft min hjælper med på turene siden jeg faldt baglæs ud af bilen med min kørestol, fordi jeg i en tanketorsk havde kørt rampen ned inden jeg kørte ud på den. Jeg har derfor, i en periode, været bange for at køre ud og haft hjælper med så vedkommende kan hjælpe mig ud.

Denne  er jeg dog ved at være ovre igen og agter da at køre selv, når jeg skal hente mine børnebørn i skole og børnehave.

Jeg har ikke selv råd til at betale for alle disse særlige indretninger. Hvad skal jeg gøre?

Jeg går selvfølgelig ud fra, at der ikke er stillet spørgsmålstegn om dit kørekort. Reglerne om støtte til bil lægger vægt på selvhjulpenhed.

Ankestyrelsen har i afgørelse SM C-02-07, http://www.ast.dk/afgoerelser/principafgoerelser/, taget principiel stilling i en sag, hvor en borger havde hjælpere 46½ time ugentlig. Denne borger blev ikke bevilget tilskud i form af særlig indretnng med den begrundelse, at "den grad af selvhjulpenhed, som manden ville opnå ved selv at blive i stand til at føre sin bil, ikke stod i rimeligt forhold til omfanget af de særlige indretninger, som ville være påkrævet for at opnå denne støtte." Jeg tænker, at det er denne afgørelse kommunen lægger til grund for stillingtagen i din sag. Jeg vil dog understrege, at der skal træffes en konkret afgørelse og det er vigtigt, at du konkret redegør for dit behov.

Med hensyn til mulighed for at medbringe hjælpemidler fremgår af vejledning nr. 6 til Serviceloven (Socialministeriets vejledning af 5.12.2006) pkt. 207, "ved nødvendige hjælpemidler sigtes, der til hjælpemidler, der medtages i forbindelse med dækning af det almindelige, regelmæssige behov for kørsel samt hjælpemidler, som skal benyttes ved kørslens afslutning."

Jeg bliver også nødt til at henlede din opmærksomhed på Indenrigs- og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1296 af 15/12 2009:

Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

I medfør af § 2, stk. 2, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, fastsættes:

§ 1. Hjælp efter serviceloven er betinget af, at modtageren opholder sig lovlig her i landet, jf. lovens § 2, stk. 1.

Stk. 2. Under midlertidige ophold i udlandet bevares dog retten til hjælp efter servicelovens §§ 41, 42, 45, 96, 97, 98, 100, 112, 113, 114 og 118 efter reglerne i bekendtgørelsen.

§ 2. Det er en betingelse for at bevare retten til hjælp i udlandet, at modtageren inden udrejsen opfylder betingelserne for at modtage hjælp, samt at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes, jf. § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 3. Ved midlertidige ophold i udlandet på op til en måned bevarer modtageren de typer af hjælp, der er nævnt i § 1, stk. 2, uden at ansøge kommunen herom. Dog skal betingelserne i § 2 være opfyldt. Ved midlertidige ophold i udlandet, der overstiger en måned, skal modtageren, før udlandsopholdet påbegyndes, ansøge kommunen om bevarelse af hjælp. Den periode, i hvilken hjælpen i det enkelte tilfælde kan bevares, afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen.

Stk. 2. Når modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering, jf. § 5, stk. 2, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, eller deltager i en uddannelse i udlandet, der berettiger til statens uddannelsesstøtte i udlandet, jf. bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), kan modtageren bevare hjælpen nævnt i § 1, stk. 2, i hele perioden. Modtageren kan i disse tilfælde anvende tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 96 til ansættelse af hjælpere i udlandet. Hjælpen ydes under hensyn til lønniveauet i det pågældende land, dog maksimalt med det beløb, der ville blive ydet her i landet til dækning af det tilsvarende behov.

Hvis modtageren vælger at medbringe hjælpere, kan tilskud hertil ikke overstige det tilskud, der ville blive ydet her i landet til dækning af det tilsvarende behov, og der kan ikke ydes hjælp til rejse- og opholdsudgifter til hjælperen efter servicelovens § 96 eller som merudgift efter servicelovens § 100.

Stk. 3. Når modtageren har behov for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, jf. bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om ret til sygehusbehandling m.v., samt artikel 22, stk. 1, c) og stk. 2 i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl., eller behandlingstilbud, kurophold e.l., som er betalt af det offentlige, kan modtageren bevare hjælpen nævnt i § 1, stk. 2, i hele perioden.

Stk. 4. Retten til ansættelse til pasning af nærtstående efter servicelovens § 118 bevares, når den person, der har et pasningsbehov, har et midlertidigt ophold i udlandet. Personen, der har et pasningsbehov, skal opfylde de betingelser, der er nævnt i § 2.

§ 4. Der kan ikke ydes hjælp til rejse- og opholdsudgifter efter servicelovens §§ 45 og 97 eller som merudgift efter servicelovens §§ 41 og 100 ved ledsagelse til udlandet, jf. dog § 5.

§ 5. Ud over den hjælp, der efter reglerne i denne bekendtgørelse kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, kan der i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Desværre er det ikke så opmuntrende svar jeg kan komme med, men vil stadig understrege, at det er vigtigt, at du redegør for din grad af selvhjulpenhed med en bil indrettet til dig som fører.

Husk at få kopi af sagsakter og vær opmærksom på, at du også har en klagemuighed.

Skrevet d. 21 marts 2010