Handicapbil med chauffør
d. 27 januar 2014

Jeg har primær progressiv sclerose og har søgt om handicap bil, men hvad nu hvis jeg ikke kan køre selv. Skulle bruges til fys, men efter træning har jeg ikke kræfter til at køre selv.

Jeg forstår det sådan, at din ansøgning er ved at blive behandlet i din kommune. Jeg regner også med, at du har afleveret oplysninger om dit samlede kørselsbehov, og at din ansøgning om støtte til bil har udgangspunkt i, at du selv skal være føre af bilen (altså med den fornødne indretning). Hvis du bevilges støtte til bil må andre gerne køre bilen, det er dig, der afgør det.

Jeg tror, at du spørger om, hvordan du skaffer en chauffør i situationer, hvor du pga. træthed ikke er i stand til at køre bilen. Du kan evt. være berettiget til en ledsageordning, og en ledsager kan evt. køre din bil. En ledsageordning er på max 15 timer om måneden. Din kommune skal vejlede dig herom.
Bevilling af handicapbil er ikke til hinder for brug af andre kørselsordninger, her tænker jeg dels på handicapkørsel og individuel flextrafik, afhængig af hvilke aftaler din kommune har indgået med trafikselskabet. Jeg går ud fra, at du får den fornødne vejledning i din kommune i forbindelse med behandling af din ansøgning.
 

Skrevet d. 27 januar 2014