Handicapbil - el-cykel
d. 4 oktober 2011

Hvordan er reglerne for hjælp til køretøjer?
Jeg har haft sclerose i 12 år uden de store begrænsninger, men i løbet af det sidste års tid mærker jeg mere til sygdommen. Når jeg får pulsen op, kan jeg ikke se ret godt - hvilket vil sige, at når jeg cykler så ser jeg ikke fantastisk godt. Jeg kan heller ikke gå flere kilometer, hvilket gør det træls at tage de offentlige transportmidler.

Så jeg får brug for en elcykel eller en bil - hvordan ser mulighederne ud?

Reglerne om støtte til bil og hjælpemidler kan du finde her
http://scleroseforeningen.dk/LivetMedSclerose.aspx, herudover vil jeg pege på Ankestyrelsens principafgørelse:  

Hjælpemiddel - forbrugsgode - sclerose - tohjulet cykel - hjælpemotor  

Resumé:
En tohjulet cykel med hjælpemotor fandtes at være et forbrugsgode, og for en kvinde, der led af sclerose, fandtes en sådan cykel at være et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Kvinden var derfor berettiget til hjælp til cyklen svarende til den fulde anskaffelsespris eller som udlån.
Der blev lagt vægt på, at der var tale om et produkt, der blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der blev endvidere lagt vægt på kompensationsprincippet samt på, at der for kvinden ikke var knyttet nogen forbrugsgodeværdi til cyklen, og at hendes alternativ til at benytte cyklen til at komme omkring med i nærmiljøet ville være benyttelse af et egentligt hjælpemiddel.

Grundlag:
Om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005. § 98, stk. 1 og stk. 6
Bekendtgørelse, cirkulære etc.: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, § 1, stk. 2, og § 18, stk. 3.
bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, § 1, stk. 2, og § 18, stk. 3.
Sagsfremstilling:
Sagen drejede sig om en kvinde, der led af sclerose. Sygdommen medførte, at hendes funktionsniveau var væsentligt nedsat. Gangdistancen og evnen til at cykle var stærkt forringet, og generelt blev hun meget hurtigt udtrættet.
Kvinden søgte kommunen om hjælp til et køretøj til at komme omkring med i nærmiljøet. Kommunen besluttede at bevilge hende et køretøj og iværksatte afprøvning af trehjulet cykel med hjælpemotor, el-køretøj og tohjulet cykel med hjælpemotor.
Kvinden foretrak den tohjulede cykel med hjælpemotor, og kommunen traf derfor afgørelse om at bevilge hende en sådan cykel som et forbrugsgode efter servicelovens § 98, stk. 4, med 50 % egenbetaling.
Under behandlingen af sagen i det sociale nævn fremsendte Scleroseforeningen en udtalelse, hvoraf det bl.a. fremgik, at man var uenig i kommunens vurdering af, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. En sådan cykel blev således ikke fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Denne vurdering var baseret på, at cyklen ikke var at finde i gængse cykelforretninger, men særskilt skulle bestilles herigennem. Endvidere blev den solgt til personer, som på grund af en funktionsnedsættelse havde behov for motionen som kompensation herfor. Disse oplysninger var givet i enighed af forskellige cykelhandlere i forskellige byer af forskellig størrelse.
I kvindens tilfælde skulle cyklen udelukkende fungere som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, således at hun kunne være så selvhjulpen som muligt, hvor cyklen i tilfælde af, at den skulle være et forbrugsgode, skulle bevilges efter servicelovens § 98, stk. 6. Scleroseforeningen henviste herved til SM C-10-99.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at kvinden skulle have hjælp til den tohjulede cykel med hjælpemotor svarende til den fulde anskaffelsespris.
Nævnet lagde til grund, at kvinden opfyldte betingelserne for at få et hjælpemiddel, der gjorde det muligt for hende at komme omkring i nærmiljøet.
Nævnet vurderede, at en cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. Nævnet fandt imidlertid, at cyklen med hjælpemotor udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, der skulle kompensere for følgerne af kvindens nedsatte funktionsevne.
Nævnet fandt ikke, at der var tale om en overkompensation ved bevilling af det ansøgte, idet kvinden på grund af sin funktionsnedsættelse havde behov for et hjælpemiddel til at komme omkring i nærmiljøet, og cyklen var aktuelt fundet bedst egnet til dækning af hendes behov. Cyklen kunne bevilges som et udlån, og nævnet henviste til SM C-10-99, sag nr. 2.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke fandt nærværende sag sammenlignelig med sag nr. 2 i SM C-10-99. Kommunen ønskede nærværende sag prøvet med henblik på, hvorvidt en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, hvor hjælpen udgjorde 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art, eller om der var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Kommunen forventede, at der i fremtiden ville komme flere ansøgninger om tohjulede cykler med hjælpemotor, hvorfor afgørelsen ville have betydning for at udstikke retningslinjer for bevilling af disse.
Kommunen vurderede, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. Ved henvendelse til forskellige cykelhandlere i byen havde kommunen fået oplyst, at tohjulede cykler med hjælpemotor indgik i forretningernes varesortiment, og at de var på lager eller kunne fremskaffes fra dag til dag. Forhandlingen af disse cykler var et rimeligt nyt fænomen, som var i tiltagende. Køberne havde været ældre mennesker, som ikke havde kræfter til de lange cykelture op ad bakke eller i modvind, men som gerne ville motionere. Kommunen var uforstående overfor, at nævnet mente, at en sådan cykel skulle bevilges efter servicelovens § 98, stk. 1 og stk. 6. I nærværende sag ville kommunen kompensere for kvindens nedsatte kræfter, men mente ikke, at cyklen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Da kvindens aktivitetsniveau generelt var meget lavt, havde kommunen ved bevilling efter servicelovens § 98, stk. 1, af en tohjulet cykel med hjælpemotor tilgodeset hendes ønske om fysisk aktivitet i forbindelse med færdsel i nærmiljøet og hendes ønske om at motionere.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode efter servicelovens § 98, herunder hvorvidt den i så tilfælde udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.
Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt, at kvinden var berettiget til bevilling af en tohjulet cykel med hjælpemotor efter reglerne om forbrugsgoder, der udelukkende fungerede som hjælpemidler til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Det betød, at hun kunne få hjælp svarende til den fulde anskaffelsesudgift eller hjælp som udlån.
Begrundelsen for afgørelsen var, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, og at der i kvindens tilfælde var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden var omfattet af den personkreds, der kunne modtage støtte til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at hun opfyldte betingelserne for at få et hjælpemiddel, der gjorde det muligt for hende at komme omkring i nærmiljøet.
Ved vurderingen af, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, lagde Ankestyrelsen vægt på, at der var tale om et produkt, der blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Det fremgik således af sagen, at flere cykelhandlere havde oplyst, at tohjulede cykler med hjælpemotor indgik i forretningernes varesortiment, og at de var på lager eller kunne fremskaffes fra dag til dag.
Forhandlingen af disse cykler var et rimeligt nyt fænomen, som var i tiltagende. Køberne af disse cykler havde været ældre, som ikke havde kræfter til de lange cykelture op ad bakker eller i modvind, men som gerne ville motionere.
Ved vurderingen af, at den tohjulede cykel i kvindens tilfælde var et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, tog Ankestyrelsen udgangspunkt i kompensationsprincippet. Det fulgte heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skulle kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne. Afgørende for, om et forbrugsgode udelukkende fungerede som et hjælpemiddel fandtes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede var en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserede for den nedsatte funktionsevne.
Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at kvinden på grund af sclerose blev udtrættet meget hurtigt og derfor ikke ville være i stand til at benytte cyklen til længere ture, hvilket fandtes at være den forbrugsgodeværdi, der var knyttet til en tohjulet cykel med hjælpemotor.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at alternativet til en tohjulet cykel med hjælpemotor til at komme omkring med i nærmiljøet i kvindens tilfælde enten ville være en trehjulet cykel med hjælpemotor eller et trehjulet el-køretøj, altså egentlige hjælpemidler.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

SM C-25-06. Udsendt 0-07-2006. Afgjort 28-06-2006. Den Sociale Ankestyrelse j.nr. 3500252-06  

Konkret vil jeg anbefale dig at tage kontakt til kommunens ergoterapeut for nærmere vejledning.

Skrevet d. 4 oktober 2011