Hævede lymfekirtler 3
d. 22 november 2009

Jeg fik min diagnose i forrige uge og er lige startet behandling. Jeg har fået en meget hævet lymfeknude i lysken (den er rund som kugle og meget øm). Skyldes dette sclerosen? Jeg har også haft en i december, uden på ribbenene, hvor den forsvandt efter nogle uger. Jeg har desuden en del eksem, hvis det kan have noget at sige? (eksemen skyldes formentlig ikke behandlingen, da jeg har haft det i lange perioder over 3 år).

Som anført et andet sted på hjemmesiden, se Hævede lymfekirtler, er det sandsynligvis medicininjektionerne (Copaxone/interferon), der er årsagen til de hævede lymfeknuder i lysken. Der sker en immunaktivering omkring injektionsstedet, der kan påvirke de regionale lymfekirtler. Så hvis du stikker dig i låret vil lymfeknuderne hæve op i lysken. Det kan dog ikke forklare den hævelse du har haft ved ribbenene, hvilket så igen kan have helt andre årsager.

Under alle omstændigheder kontrolleres dine blodprøver nøje i forbindelse med dine behandlingskontroller, og du kan i samme forbindelse bede din læge om at mærke dit lymfesystem efter. Eventuelt kan du snakke med din sklerosesygeplejerske om at finde alternative injektionssteder, så du kan se at hævelsen svinder igen.

Skrevet d. 22 november 2009