Hæmmet orgasme

Jeg er 45 år, og har haft PPMS i snart 7 år. Tager Baklofen (90 mg), Sirdalud Retard (18 mg) samt Citalopram (5 mg) dagligt mod spasmer i venstre ben og grådlabilitet. Er kørestolsbruger, men har ståfunktion i behold. Jeg har gennem de sidste 6 måneder døjet med problemer med udløsning under sexakten. Jeg har ingen problemer med rejsning og ej heller at holde den, og lysten til sex er der også. Problemet er at mit venstre ben går fuldstændig i spasmer og bliver helt stift, og det gør ondt, når penis bliver rørt. Har svært ved at få udløsning, når jeg selv masturberer, men det kan da lade sig gøre. Jeg har samme partner gennem 20 år, og vi taler meget åbent om vores sexliv, og de problemer sklerosen medfører. Har I nogle råd, der måske kan løse mit problem?

Først vedrørende medicinen: Citalopram er et SSRI præparat, antidepressivt præparat, som kan give seksuelle bivirkninger. I dit tilfælde får du dog så lidt, men alligevel kan du prøve at have sex, før du indtager medicinen, fx om morgenen inden du tager medicin.

Vedrørende spasmerne i dit ben, kan du og din partner eksperimentere med at benet lejres på en måde, så du ikke får helt så mange spasmer, og du kan evt også tale med din læge om at blive sat op i den medicin som hæmmer spasmer.

Udløsning kan evt. bedres og afhjælpes med et massageapparat som fx Ferticare fra Multiflex, som du både kan anvende alene eller sammen med din partner. Prøv evt. med mandelolie ved berøring af penis, og det plejer også at være sådan, at smerterne mindskes med ophidselsesgraden under sex.
 

Skrevet d. 1 september 2015