Håndtræning
d. 22 november 2009

Jeg har den sidste måneds tid haft nedsat følelse i højre hånd; den sover eller snurrer ikke, jeg har bare en anden følelse i den, samtidig med at jeg kan mærke at jeg har nedsat kraft i hånden.

Kan du foreslå nogle øvelser, som jeg kan bruge til at træne hånden med?

Jeg vil give sig forskellige råd og du kan så anvende dem som passer bedst i din situation.

1. På det højeste niveau er det godt at finde en bold (ca. fodboldstørrelse), som hopper let. Prøv at slå den i jorden og drible. Dette stimulerer fin- og grovmotorikken, samtidig med at "slaget" på håndfladen stimulerer følesansen.

Prøv at drible skiftevis med højre og venstre arm, så du kan sammenligne siderne. Forsøg at kopiere den gode side så godt som muligt. Den er så at sige din guideline og viser dig, hvad der er normalt.

Du kan også tage en tennisbold, kaste den op ad en væg og gribe den igen. Kast skiftevis med højre og venstre arm.

Begge øvelser indeholder komplekse bevægelser og er samtidig legende, så det er mere motiverende.

2. På et lidt lavere niveau kan du lave mere specifikke bevægelser.

Find en lille blød bold/ et lille håndklæde. Klem om genstanden, stræk fingrene ud og klem igen.

Sid med underarmene understøttet og roter underarmene, så skiftevis håndflade og håndryg er oppe.

Find noget der vejer ½-1 kg (eventuelt en flaske med vand). Grib om den og løft håndleddet op og ned. Vend armen og lad håndryggen vende nedad og gentag bevægelsen op og ned.

Jeg håber at du kan bruge nogle af øvelserne.

Husk kun at træne så længe der er kvalitet i bevægelsen. Når du begynder at blive træt og kompensere skal du stoppe. Husk også at mange dagligdagsbevægelser, som for eksempel dem man laver i køkkenet, er rigtig god træning. Anvend armen her og undgå at tage over med den anden arm.

Skrevet d. 22 november 2009