Grænser for mængden af vederlagsfri behandling

Jeg har indtil for nylig trænet to gange ugentlig hos fysioterapeut og deltaget i bassintræning også hos fysioterapeut. Gennem fysioterapeuten er der givet besked om, at kommunen fremover kun vil tillade, at der vederlagsfrit kan deltages i to x træning pr. uge, så man må vælge en af de tre aktiviteter fra i mit tilfælde. Er dette i overensstemmelse med de gældende regler?

Mængden af træning aftales på baggrund af en undersøgelse og den deraffølgende fysioterapeutiske faglige vurdering. Dermed kan behandlings/trænings mængden variere meget fra person til person, da behovene er forskellige. Der står ikke noget i overenskomsten om et max antal træninger man må deltage i, og jeg er ikke bekendt med, at kommunen kan sætte grænser herfor. Det vil altid være en fysioterapeutisk faglig vurdering. Når det er sagt er det sjældent, at man træner 3 x om ugen igennem længere tid. Det vil som oftest være efter et attak eller andet, hvor man har brug for at intensivere træningen i en periode.

Skrevet d. 28 februar 2017