Giver mild sygdom få medicinbivirkninger

Jeg har fået diagnosen CIS med meget milde symptomer (lette føleforstyrrelser), efter et meget mildt attak i juni 2015 (lette motoriske problemer med højre arm og højresidige føleforstyrrelser). Min scleroselæge vil gerne give mig Aubagio - men da jeg endnu ikke er fuldt udredt hos infektionsmedicinsk og reumatologisk afdeling venter vi med den beslutning til ca. midt i januar.

Mit spørgsmål går på bivirkninger ved Aubagio: Kan man forvente at graden af og risikoen for bivirkninger er proportional med styrken af sygdommen? Altså, kan man forvente få og milde bivirkninger ved Aubagio (og andre medikamenter for den sags skyld), hvis man kun har milde symptomer? Jeg er i syv sind, om jeg skal gå igang med behandling, for noget der måske er et enkeltstående tilfælde af demyeliniserende lidelse. Er meget i tvivl om jeg overhovedet er på vej mod MS, eller om mine to læsioner på rygmarven skyldes noget andet - på infektionsmedicinsk siger de, at man ikke kan udelukke en post-infektiøs reaktion, på trods af alle test indtil nu har været negative.

Der er ingen proportionalitet mellem bivirkninger til sclerosemedicin og sygdommens alvorsgrad. Mennesker med et mildt sygdomsforløb kan derfor godt have få bivirkninger til MS behandling, men kan også få alvorlige bivirkninger, hvilket dog er meget sjældent.

Hvis dine undersøgelsesresultater tyder på, at du har haft første angreb i en sclerosesygdom (MR skanning, rygmarvsvæskeanalyse og evt. neurofysiologiske undersøgelser) er der god grund til at starte forebyggende behandling, da al forskning viser, at det forbedrer prognosen på længere sigt. Med mindre helt særlige forhold taler imod, vil det derfor være en god ide at starte behandling med f.eks. Aubagio. 

Skrevet d. 15 december 2015