Gå til hovedindhold

Giver attak feber

Spørgsmål

Jeg er ansat på et plejecenter, hvor en af borgerne har sclerose, hun har ingen førlighed, har intet verbalt sprog, ingen synke funktion. Hun har peg-sonde og top-kateter.
Indenfor de sidste 4-5 uger har hun været i behandling for uvi 2 gange med 2 forskellige præparater, og da det ikke hjalp - der var stadig tp- forhøjelse - kom hun i antibiotisk behandling for noget på lungerne, selvom der ikke var noget at høre. Men det har slået tp-forhøjelsen ned. Lægen ville have indlagt borgeren - hvis sidste behandling ingen effekt havde - for udredning af tp- forhøjelse. Hun har for 4-5 måneder siden haft en lignende omgang.
Kan det skyldes attakker, når nu sclerose er en betændelse sygdom der rammer nervebanerne?
 

Svar

Selvom sclerose viser sig ved en betændelsesreaktion i central-nervesystemet, har det intet med "infektion" at gøre, og attakker kan ikke give temperaturforhøjelse/feber. Betændelsesreaktionen ved sclerose skyldes, at immunsystemet angriber ens eget nervesystem, en såkaldt auto-immun reaktion. Når immunsystemet angriber en selv, aktiveres immuncellerne kun delvist som ved infektioner, og den del af responset der f.eks. fremkalder feber, aktiveres altså ikke. Mennesker med sclerose har dog øget risiko for, at udvikle infektioner andre steder i kroppen, specielt i blæren og i luftvejene, hvor funktionen kan forringes som følge af sygdommen, hvilket hyppigt giver feber.