Gå til hovedindhold

Genopbygning af myelin

Spørgsmål

IRX4204 er det et stof, tror du, som i fremtiden vil kunne hjælpe os med MS? Det lyder besnærende at stoffet vil kunne gendanne beskadiget myelin. Næsten for godt til at være sandt. Hvad er din holdning til det?

Svar

Det er rigtigt, at man har fundet egenskaber ved molekylet IRX4204, som kan have effekt ved MS, da stoffet muligvis både kan dæmpe den destruktive autoimmune reaktion ved MS, og stimulere de celler der genopbygger hjernens isolerende myelin. Det er dog kun set i laboratorieforsøg og i MS dyremodeller, og det er desværre kun ganske få lægemidler, som virker i dyremodeller, der efterfølgende viser sig at have effekt på mennesker.

Et nyt lægemiddel, Anti-Lingo-1, som også virker genopbyggende på myelin, er imidlertid meget længere fremme i udviklingen og allerede afprøvet på mennesker. Som du kan læse i dette link fra msdiscovery.org er mere omfattende undersøgelser planlagt. I det omtalte tidlige studie, der kun omhandlede sikkerhed, tolererabilitet og omsætning af Anti-Lingo-1, var det både mennesker med attakvis og sekundær progressiv MS, der blev behandlet. Det er desværre først resultatet af fremtidige studier, der vil vise om Anti-Lingo-1 reelt virker mod MS, hvilke risici der kan være ved behandlingen og afgøre hvilke sclerosetyper, der kan behandles.