Generelt, selvstændig
d. 22 november 2009

Jeg er selvstændig landmand og driver et landbrug sammen med min mand. Jeg fik konstateret sclerose i 1992, var syg et par år og har siden arbejdet fuldtid, som landmand. Ved at jeg hele tiden har taget hensyn til mig selv, jeg har levet i en beskyttet tilværelse.

Nu mener jeg dog, at jeg har fået større og større problemer med de kognitve funktioner. Dette betyder, blandt andet, at jeg har svært ved at huske og svare på større spørgsmål.

Så nu er det, at jeg/vi tænker på, hvordan jeg skal gribe det hele rigtig an? Hvordan kan jeg komme ind i systemet og evt. få penge/hjælp fra det offentlige, stadig med at jeg kan få lov at fortsætte med mit arbejde som landmand, som er det jeg kan?

Håber du kan hjælpe mig lidt på vej?

Jeg forstår, at du er selvstændig, ikke har tegnet forsikringsordning for selvstændige og ikke har haft sygedage siden 1992. På Scleroseforeningens hjemmeside, under Faktasider, er omtalt regler for sygedagpenge m.m. Du finder Faktasiderne under "Spørg Eksperterne", "se faktasiderne".

Jeg forstår det også sådan, at du ikke har fysiske problemer med udførelsen af arbejdet, men at dine problemer nu er udtrætning og kognitive problemer.

Jeg går ud fra, at du går til kontrol på neurologisk afdeling og at du der har omtalt dine problemer. Måske er du henvist til samtale med neuropsykolog. Hvis ikke kan det være en god ide. Se eventuelt nærmere herom i neuropsykologens besvarelser under "Spørg Eksperterne".

Før kommunen kan gå ind med støtte er der forskellige forhold, der skal undersøges. Jeg vil anbefale dig at rekvirere pjecen "Fleksjob" fra Det Centrale Handicapråd www.dch.dk.

Jeg forestiller mig også, at du er medlem af en landboforening. Mange landboforeninger har tilknyttet socialrådgivere, der også er rigtig gode rådgivere for landmænd, der har problemer med deres arbejdsevne.

Skrevet d. 22 november 2009