Fysisk træning
d. 22 november 2009

Jeg er 22 år og nu fået stillet diagnosen sclerose. Jeg skriver for at spørge til hvordan mine muligheder er, i forhold til en lidenskab jeg tidligere har dyrket, nemlig; ekstremsport. Mest af alt elsker jeg at få adrenalinen op at køre ved riverrafting, faldskærmsudspring og flyve i jægerfly.

Mit spørgsmål er, om det at dyrke ekstremsport vil påvirke min sclerose? (Jeg har det i dag fint, og er uden fysiske symptomer).

Tidligere har man været tilbageholdende med at opfordre patienter med sklerose til at være fysisk aktive. Dette har overvejende baggrund i, at nogle patienter oplever, at deres symptomer forværres i forbindelse med fysisk aktivitet, se også Forværring ved fysisk aktivitet.

Nyere forskning tyder imidlertid på, at denne forsigtighed har været overdreven. Hvis man ikke har problemer med fysisk aktivitet, er der ingen grund til at undgå denne, og selv hos patienter med betydelige fysiske handicap er træning formentlig gavnlig.

Der er derfor ingen grund til at opgive en aktiv livsstil med masser af fysisk aktivitet, hvis denne kan gennemføres uden at man udvikler for voldsom træthed, idet kroppen også hos skleroseramte har gavn af at blive brugt.

Hos nogle viser det sig, at den fysiske kapacitet kan begrænses af en meget udtalt træthed. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at planlægge træning og anden fysisk aktivitet, så man undgår en træthed, der er alt for begrænsende i de efterfølgende timer.

Skrevet d. 22 november 2009