Fysioterapi og hjælpemidler til plejehjemsbeboer

Jeg har en far som er på plejehjem, han har MS og er tung kørestolsbruger. Der er tilknyttede fysioterapeuter på plejehjemmet. Han har tidligere modtaget vedligeholds fysioterapi, det gør han ikke mere. Fordi der er vurderet, at han ikke selv hjælper til. Dette er jeg meget uforstående overfor, og kunne godt tænke mig, at der evt. var nogle retningslinier med henblik på vedligehold til tunge MS patienter. Ydermere kan de ikke tilbyde ham bad, idet han er for urolig. Er der ikke mulighed for seler til badestol mv?

Hvis fysioterapeuten er en mobil fysioterapeut fra en privat klinik, og din far har en vederlagsfri henvisning fra egen læge, kan han få behandling, da de ikke må afvise patienter. Hvis fysioterapeuterne er ansat af kommunen/plejehjemmet er det et kommunalt anliggende, og her kan der være kommunale retningslinier, som jeg desværre ikke kender til.
Dorte Støvring, fysioterapeut

 

Det er muligt at få seler til en bækkenstol. Normalt kaldes det tilpasning af bade/bækkenstolen efter borgers behov. Det kræver en konkret vurdering af hans siddefunktion. Der findes manuelle badebækkenstole, badebækkenstole med vip og elektriske badebækkenstole. Til flere af dem findes der et stort tilbehørs sortiment. Men det er vigtigt at vurdere, om han skal i en badebækkenstol, eller om han kan komme til skade, fordi han er så urolig. Det er ikke alle, der ønsker et bad under en bruser. Nogle borger er meget mere trykke og derved rolige ved at blive sengebadet. Det er også vigtigt at vurdere, om det er forsvarligt at spænde din far fast med en sele i en badebækkenstol. For hvis han ikke selv er med på ideen og selv kan åbne selen igen, er der tale om fastholdelse, og det er der helt specielle regler for, og tilladelser der skal følges, førend man må dette .

Jeg vil anbefaler dig, at du kontakter plejehjemmet, og taler med dem der har taget beslutningen omkring, at din far ikke kan bades på en badebækkenstol. På denne måde kan du få et konkret svar på, hvorfor han ikke kan komme i bad, og hvilke tiltag de har taget, inden de tog beslutningen. Ofte er der mange observationer, man ikke er klar over som pårørende, og derved ikke ved kan spille en væsentlig rolle i forhold til en given beslutning og omvendt.
Berit Jønsson, ergoterapeut

 

Skrevet d. 4 november 2016