Frygt for lumbalpunktur
d. 26 maj 2010

Jeg er en 46-årig kvinde, der to gange indenfor et halvt år har været ude for at mit højre ben er "blevet væk". Den første gang står jeg ud af sengen om morgenen og faldt. Der var intet liv i benet. Heller ikke den der "sove-følelse". Efter ti minutters tid reagerede benet igen normalt.

Min søster og min kusine har sclerose, hvorfor jeg fik en henvisning til en neorolog, der sendte mig til scanning, den der elektriske undersøgelse samt øjenundersøgelse.

Neurologen konkluderede, at han ikke mente at jeg havde sclerose, hvad jeg selvfølgelig var glad for. Sidenhen har jeg dog, fra flere sider, fået at vide at de først har fået sygdommen konstateret efter rygmarvsprøven.

Da jeg i marts skulle til at gå ned ad en trappe, reagerede mit ben igen ikke - det flyttede sig simpelthen ikke, hvorfor jeg røg på snotten. Dette, samt det faktum at mine ben igen er begyndt - i helt vågen tilstand - at spjætte når jeg sidder i sofaen om aftenen, lige som jeg ofte har en varm-plet-formmelse og rastløshed i benene også tidligere på dagen - ja, det får mig til at henvende mig her:

Vil du anbefale mig at få foretaget rygmarvsprøven? Jeg er ret angst for at få den foretaget, da min far blandt andet er blevet permanent følelsessløs fra livet og nedefter ligesom han må gå med ble m.m., efter at have fået foretaget en rygmarvsbedøvelse, hvor de åbenlyst lavede en alvorlig fejl.

Hvad siger du?

Jeg forstår godt, at du på baggrund af din fars sygehistorie er nervøs for lumbalpunktur. Du skal dog have udtaget væske, ikke have sprøjtet bedøvelse ind, og de symptomer han har fået er måske en komplikation til bedøvelsen.

Jeg har aldrig hørt lignende ved en lumbalpunktur, ej heller oplevet tilfælde med blødning eller blodansamling. Jeg her heller ikke oplevet tilfælde med betændelse (meningitis), selv om det teoretisk kan forekomme, om end meget sjældent.

Herudover er det et indgreb, der laves næsten dagligt på de neurologiske afdelinger, så lægerne har stor rutine.

Der er i praksis sjældent bivirkninger. De eneste bivirkninger er enten hovedpine (der forsvinder når man ligger sig og varer op til flere dage - dette forekommer hos ca. 10%) eller - sjældnere - lidt murren omkring indstiksstedet i nogle dage. For at undgå hovedpine anbefales det at man "tanker op" og drikker 3-4 liter på dagen for indgrebet samt dagen efter.

Lumbalpunkturen kan laves forudgået af lokalbedøvelse af hud og underhud, men det medfører i sig selv stik, så ofte gør man det uden bedøvelse, og derfor er der kun ét stik. Nålen er meget tynd og ofte spørger patienten om nålen stadig er der (også når svaret er ). Folk har ofte hørt noget ufordelagtigt om lumbalpunktur (en myg der bliver til en elefant), og ofte siger de selv bagefter, at det ikke var værre end at få taget en blodprøve.

Med de symptomer du har haft siden du var til udredning, synes jeg du skal genhenvises til neurolog, som så kan tage stilling til om lumbalpunktur er relevant. Hvis mistanken går på multipel sclerose, vil det være næste skridt i udredningen.

Skrevet d. 26 maj 2010