Fra IY til førtidspension
d. 5 juli 2012

Jeg får invaliditetsydelse og ledighedsydelse. Jeg er imidlertid blevet mere træt, langsom og sløv. Mine ben er tunge, men jeg kan sagtens gå omkring. Jeg har forespurgt kommunen om førtidspension, for jeg orker ikke arbejdsmarkedet længere. Jeg har børn, og jeg ønsker at bruge mine sparsomme kræfter på dem.

Kommunen siger nu, at jeg ikke bare sådan lige kan komme på førtidspension, og at invaliditetsydelse ikke er lig med førtidspension. Førtidspension skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, så nu skal jeg til arbejdsprøvning. Jeg orker simpelthen ikke det system. Jeg er træt og bliver enormt stresset af det pres, jeg nu får trukket ned over hovedet. For 10 år siden kunne jeg få højeste førtidspension bare ved at knipse med fingrene, men dengang ville jeg arbejde.

Er det korrekt, at jeg skal vurderes til førtidspension, når jeg får invaliditetsydelse?

I princippet har du ret til mindst mellemste førtidspension, men kommunen skal træffe en konkret afgørelse i din sag.  

Det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31.8.2007 pkt. 166: 

Fra IY til førtidspension

166. En person, der modtager invaliditetsydelse, har i princippet ret til førtidspension, hvis erhvervsindtægten ikke længere er til hinder for tilkendelse. Kommunen skal i en sådan situation foretage en ny vurdering af de aktuelle og evt. ændrede forhold og træffe afgørelse om førtidspension på dette grundlag.

Det anerkendes i praksis, at en person, der tilkendes invaliditetsydelse før det fyldte 60. år, og som ved tilkendelsen helbredsmæssigt vurderes som berettiget til mellemste førtidspension ved ny kendelse efter det fyldte 60. år, kan få ændret invaliditetsydelse til mellemste førtidspension. Dette gælder, selv om de helbredsmæssige betingelser for højeste førtidspension ikke er opfyldt.

Den vurdering, som din kommune nu skal foretage skal også afklare evt. berettigelse til højeste førtidspension.

Så det er korrekt nok, at din kommune ønsker en afprøvning.

Skrevet d. 5 juli 2012