Fra Grønland til Danmark
d. 30 maj 2011

Min bror, som pt. bor på Grønland, har fået stillet diagnosen september måned sidste år. Han har meget svært ved at passe sit arbejde. Han er gået ned i arbejdstid men har svært ved at klare det økonomisk, og er derfor nødt til at sælge hus og flytte hjem til Danmark.

Efter hvad jeg kan forstå, kan man ikke få hjælp på Grønland. Hvad hjælp er der at få, når han kommer hjem? Og er der noget man kan gøre inden han flytter hjem for at lette det for ham?

Han har svært ved at overskue tingene. Har boet på Grønland i 30 år.

Som du selv er inde på, gælder den danske lovgivning ikke på Grønland. Reglerne på Grønland kender jeg ikke, men går ud fra, at din bror har undersøgt mulighederne.

Personer, der tilflytter fra Grønland har ret til ydelser efter sundhedsloven (læge/hospital) ved tilmelding til folkeregisteret. Med hensyn til sygedagpenge fremgår af sygedagpengelovens § 4:

Lov om sygedagpenge:

§ 4. Retten til sygedagpenge er betinget af, at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget efter kapitel 17, kan beskattes i Danmark.

Stk. 2. Sygedagpenge kan dog udbetales til personer, hvis indkomst ikke er omfattet af stk. 1, når

1) indkomsten kan beskattes på Færøerne eller i Grønland og
2) de pågældende ikke har eller ikke længere har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter lovgivningen for Færøerne og Grønland og de pågældende i øvrigt enten har ophold her i landet eller har ophold på Færøerne eller i Grønland og indtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet eller på dansk skib.

Stk. 3. Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 [se § 3, stk. 3] er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 4. Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 5. Får en person udbetalt løn fra en udenlandsk arbejdsgiver under sygdom, har arbejdsgiveren ret til refusion af sygedagpenge, jf. § 54.

For alle gælder dog, at beskæftigelseskravet (tilknytning til arbejdsmarkedet uafbrudt i de seneste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget mindst 120 timer) skal være opfyldt.

Såfremt din bror er medlem af A-kasse er det vigtigt, at han rådfører sig omkring berettigelse til arbejdsløshedsdagpenge efter flytning til Danmark.

Såfremt din bror ikke er berettiget til sygedagpenge/arbejdsløshedsdagpenge, er den sidste mulighed hjælp efter aktivloven. For at være berettiget må man ikke være i besiddelse af formue over 10.000 kroner.

Helt konkret synes jeg, at din bror skal rådføre sig i Grønland om der skulle være andre forhold, som kan være af betydning for ham at tage højde for.

Skrevet d. 30 maj 2011