FOTT træning ved spisning
d. 27 maj 2010

Jeg er ergoterapeut på et kommunalt plejecenter, hvor jeg har at gøre med en ung scleroseramt kvinde. Hun har en svær grad af spiseproblemer og er overvejende på gratinkost.

Der har været snak om, at hun ville have godt af FOTT behandling, hvorfor jeg er blevet sat på sagen. Jeg har forsøgt at finde passende artikler på jeres udmærkede hjemmeside, men kan intet finde omkring spiseproblemer og sclerose, hvorfor jeg nu skriver her for at spørge.

Er det et udbredt fænomen, at man kan få problemer på dette område?

Det som slår mig med hende er, at hun tilsyneladende ikke har nogen spændte muskler i ansigt, mund og svælg muskulatur, men at hendes halsmuskel er meget anspændt og forkortet.

Spiseproblemer og sclerose er ikke specielt for alle borgere med sclerose, og derfor har du ikke kunne finde en generel artikel, om det på vores hjemmeside.

Ergoterapeuterne på sclerosehospitalet i Ry oplyser, at det ikke er så ofte de ser de problematikker, men når de gør, så underviser/oplyser de individuelt hver gang.

De oplyser, at det blandt andet er vigtigt at borgeren sidder godt/stabilt og understøttet under spisningen, så færrest mulige kræfter bruges på siddestillingen og flest på opgaven -  at spise og tygge maden. Det er også vigtigt at borger drikker inden måltidet og først igen efter måltidet.

Det er vigtigt at du undersøger om den spændte muskelatur på hendes hals løsnes ved korrekt og undersøttet sidestilling - måske skal hun understøttes ekstra når hun skal spise! At hun er så spændt i halsmuskulaturen får mig til at tænke på om hendes almindelige siddestilling er optimal? Det er muligt at hun sidder så godt som overhovedet muligt, men ofte ses anspændt og forkortet hals- og nakkemuskulatur i forbindelse med at borger mangler omtimal støtte/korrektion i sin siddestilling.

Hvis det specielt er FOTT behandling I ønsker at udføre, vil jeg foreslå at I tager et konkret kursus, så I bedst muligt kan undersøtte jeres borger i spisningen og videregive jeres viden til andet personale/pårørende der er omkring borger i det daglige. En anden mulighed er at kontakte sclerosehospitalet i Ry eller i Haslev og høre, om du kan få en kopi af deres folder-matriale som de giver til borgerne.

Skrevet d. 27 maj 2010