Gå til hovedindhold

Forværring af symptomer

Spørgsmål

Jeg fik konstateret sclerose for ca. 6 år siden, og har været i Avonex behandling i ca. 5 år. Det sidste år har jeg oplevet nogle lidt mærkelige symptomer, som jeg ikke er sikker på er relateret til sclerose, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes.

Sidste år under min barsel mærkede jeg nogle gigtlignende symptomer med ømme og stive håndled, som langsomt bredte sig lidt til fingrene. Disse symptomer blev gradvist værre og blev til rygproblemer og generelt ondt i knoglerne. Da det var værst, fik jeg ondt i knoglerne, når jeg hvilede på dem. Efter adskillige lægebesøg fik jeg kortlagt at mit D-vitamin niveau var lavt. Jeg begyndte derved at tage D-vitamin tilskud (100 mikrogram/d), og dette gav en hvis bedring, men symptomerne forsvandt ikke. Jeg har prøvet akupunktur, hvilket heller ikke rigtig havde nogen effekt. Min akupunktør guidede mig til at prøve nogle stærke oregano piller (virker anti-inflamatorisk) og stenalderkost. Dette gav virkelig gode resultater. Jeg føler dog, at min krop er blevet intolerant over for forarbejdede kulhydrater (sukker, hvidt brød, ris, kartofler) og kan virkelig mærke, at jeg får det dårligt, når jeg spiser disse fødevarer. Jeg mærker ømhed i mine led og varmeskyld i højre ben. Jeg er også blevet tjekket for sukkersyge, hvilket jeg ikke har.

Som det er nu, kan jeg mærke, at der er noget galt i min krop, men jeg føler, at jeg kan styre meget med hvad jeg spiser. Ligeledes går det meget hurtigt fra jeg spiser noget forkert, til jeg kan mærke varmeskyld og inflamation i mine led. Når jeg tager Avonex er det lidt værre end normalt og mit overordnede spørgsmål er, om det kan være en bivirkning fra Avonex? Har I kendskab til lignende tilfælde? Umiddelbart synes jeg ikke det ligner sclerosetegn, men kunne godt tænke mig at høre jeres holdning? Jeg har ikke rigtig haft nogen attak, siden jeg fik konstateret sygdommen.
 

Svar

Jeg har langvarig erfaring i behandling af mange hundrede patienter i interferonbehandling, deriblandt Avonex. Led- og muskelsmerter ses hyppigt (hos mere end 10%) som influenzalignende bivirkninger, men det vil være usædvanligt at det først forekommer efter 5 års behandling. Hvis der er influenzalignende bivirkninger, kan sclerosesymptomerne poppe op igen, mens de står på, og det kunne måske forklare de varmesymptomer du har.
Jeg synes ikke, at man blot skal give behandling med Avonex skylden. Har du fået checket dit D-vitaminniveau efter behandling er påbegyndt, og har du fået taget nogle blodprøver til undersøgelse af om leddegigt kunne være en mulighed? Tal med din egen læge om det og lægen kan evt. henvise dig  til en rheumatolog (gigtlæge).

Hvis man ikke finder anden forklaring, kunne man prøve at holde pause med Avonex i en kortere periode, og se om symptomerne forsvandt og om de dukkede op igen, når man startede Avonexbehandlingen igen, men det skal i givet fald ske i samråd med din scleroselæge.