Forskellig leverandør til praktisk hjælp og personlig pleje
d. 13 april 2015

Min mand er visiteret til hjemmehjælp (personlig pleje). Vi har søgt kommunen om at få lov at dele hjælpen op mellem den kommunale hjemmehjælp og min far. Min mand har også en del psykiatriske diagnoser, og har derfor svært ved nye mennesker. Vi synes selv, det var en super løsning med opdeling af hjælpen. Desværre har vi fået afslag med den begrundelse, at det skal være den samme "leverandør" af den personlige pleje - at man ikke kan uddele den visiterede opgave mellem to forskellige. Jeg har prøvet at granske det lovstof, som jeg kan finde, og kan ikke umiddelbart finde at ovenstående ikke kunne lade sig gøre. Mit spørgsmål er derfor - er der en lovmæssig begrundelse for afslag?

Umiddelbart fremgår ikke af lovgivning, hvordan og på hvilke præmisser valg af anden leverandør skal ske. Jeg er ikke klar over om din mand har valgt i h. t. servicelovens § 94 (udpege person), eller hvordan valget er truffet. Jeg er klar over, at der kan være nogle praktiske problemer ved fordeling af opgaverne, men har kendskab til personer, som har valgt forskellig leverandør til praktisk hjælp og personlig pleje. Nu kan jeg heller ikke udlede af spørgsmålet, om din mand måtte være omfatte af servicelovens § 95.

Helt konkret bør afgørelsen indeholde lovhjemmel. Måske skulle du kontakte Scleroseforeningens socialrådgiver i det område, hvor I bor. Det er vigtigt, at I har kopi af samtlige sagsakter i forbindelse med henvendelsen. Jeg forudsætter, at der er meddelt klagemulighed og frist i afgørelsen.

Skrevet d. 13 april 2015