Fornyelse af kørekort 4
d. 22 november 2009

Jeg skal til en vejledende helbredsmæssig køreprøve i næste måned. Det har jeg været 2 gange før (hvert andet år). Denne gang forlanger de, at jeg møder i en godkendt skolevogn, hvilket betyder at PTU skal med. Det kommer så til at koste mig 1880 kr (4 timer á 470 kr). Jeg har kontaktet min sagsbehandler for at høre, om de vil betale dette beløb. Det vil de ikke, med den begrundelse, at det ikke er en uforudset udgift. Hun nævnte så at man kunne søge et eller andet tilskud, men at dette ville være omsonst, da min mand tjener for meget.

For at øge forvirringen, kan jeg se, at du har svaret en anden, d. 17/6-07, at hun godt kan få beløbet dækket? Det skal derudover lige siges at jeg har en invalidevogn (ved ikke om det gør en forskel).

Reglerne fremgår af bilbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 615 af 15.6.2006) § 11 samt vejledning nr. 6 til serviceloven af 5.12.2006 pkt. 240 jf. nedenstående.


 


Køreundervisning, kontrollerende køreprøve og køretest: 240. Efter bekendtgørelsens § 11 kan der ydes tilskud til en lægeerklæring og køreundervisning til ansøgere i forbindelse med støtte til køb af bil, og når det som led i sagsbehandlingen skal undersøges, om ansøgeren selv har mulighed for at føre en bil.


 


Tilskud kan også ydes, hvis ansøgerens kørekort skal fornyes enten på grund af tidsbegrænsning eller på grund af helbredsmæssige ændringer, forudsat betingelserne for støtte til køb af bil i øvrigt er opfyldt. Stiller en synsvirksomhed krav om, at der skal ske en vejledende og orienterende køreprøve i skolevogn eller særlig indrettet skolevogn, betales denne udgift som tilskud. Stiller en synsvirksomhed krav om, at ansøgeren skal have køretimer, forinden afgørelse om kørekort kan træffes, eller skønner kommunen, at dette er nødvendigt, afholder kommunen udgiften.


 


Jeg vil anbefale dig at tage min besvarelse med ved henvendelse til din kommune. Såfremt kommunen fastholder et afslag skal du bede om en skriftlig afgørelse, som kan ankes.

Skrevet d. 22 november 2009