Fornyelse af hænger-kørekort
d. 22 november 2009

Jeg kører lastbil og har fået hænger-kørekort for ca. 10 år siden, i 1998. Der er regler om at har man fået hænger-kørekortet efter en bestemt dato - jeg ved ikke hvornår - skal man have det fornyet, når man fylder 50. Det fyldte jeg i oktober 2008.

Nu er det sådan at jeg har fået et midlertidigt kørekort, fordi det skal forbi embedslægen. Han siger jeg skal have en speciallæge-erklæring fra en neurolog, angående mit funktionsniveau og min sygdomsprogression. Den neurolog jeg har kontaktet er selvfølgelig den læge jeg går til kontrol hos.

Nu kommer mit spørgsmål så: Kan det virkelig passe, at jeg skal betale 5000,- kr. for en sådan lægelig udtalelse, når der ingen ændring skete i forhold til mit kørekort, da jeg fik min diagnose for ca. 1 år siden? Indtil videre har det allerede kostet mig 1200,- kr.

Ansøgning om kørekort til kategori C, D og E ses yderst sjældent hos mennesker med dissemineret sclerose, da det oftest er kørekorttyper der bruges i erhvervsmæssig sammenhæng.
 
Det kan i visse tilfælde være nok med en udtalelse fra din neurolog, men hvis sagen er mere kompliceret, eller hvis Embedslægen specifikt har bedt om en speciallægeerklæring, er det den type erklæring der er nødvendig, for at beskrive dine symptomer og dit funktionsniveau bedst muligt.
 
Det kræver at lægen skal udspørge og undersøge dig særligt grundigt, og i sin fritid skrive erklæringen, hvorfor der skal betales et honorar.
 
Hvis du bruger dit lastbil-og anhængerkørekort til erhverv, vil det være muligt for din arbejdsgiver, at lade honoraret indgå som en udgift i sin virksomhed, så du ikke selv skal betale. 

Skrevet d. 22 november 2009