Forløb og prognose ved synsnervebetændelse
d. 14 februar 2011

Min datter har synsnervebetændelse, nu på begge øjne. Efter 2 MR-scanninger er sclerose blevet afkræftet. På venstre øje startede det hele omkring d. 20. aug. 2010 og på højre øje omkring en lille måned senere.

Hun har i dag været til sin 3. samtale med en neurolog på den scleroseklinik hvor hun har været under udredning. Han vurderer at synet på venstre øje måske aldrig bliver helt godt igen. Hun har 20% syn på venstre øje og 70% syn på højre øje (så højre øje er i hurtig bedring).

Hun har fået en højdosis prednisolonkur d. 13.-18. december 2010. Den tydeligste virkning af kuren var, at sortning for øjnene ved høj puls, blev mindre.

Vil det også være din vurdering at venstre øje har taget varigt skade? Eller hvor mange måneder er det maksimale for betændelsen og helingsprocessen? Hun har også fået muskelspændinger i arme og ben, hvilket hun synes startede samtidig med prednisolonkuren. Hvad kan det være?

Det spontane forløb af synservebetændelse er relativ pludselig opståen (indenfor timer til dage), forværring inden for dage til 1-2 uger, dernæst stabilt i dage til uger og så en gradvis bedring, der typisk er størst i starten og så senere går langsommere, for så til sidst at gå i stå.

Min langvarige erfaring er, at efter ca. 3 måneder kan der stadig ses nogen bedring, men efter 6 måneder kun marginal bedring. Det indgår også i vurderingen hvordan det hidtidige forløb har været og om der er nervefibertab af synsnerven. Det sidste afgøres ved at kigge på den gennem pupillen og eventuelt med mere anvancerede metoder.

Som du kan se, er det sandsynligt at det ikke bliver bedre på venstre øje, og når der er gået 1 år må det anses for udelukket, desværre!

Muskelspændinger i arme og ben kunne måske hænge sammen med binyrebarkhormonbehandling. Det ses også ved sclerose, men tal med din datters neurolog om det.

Skrevet d. 14 februar 2011