Forhåndsgodkendelse
d. 22 november 2009

Jeg er 44 år og arbejder i fleksjob 15 timer om ugen med 2/3 tilskud.

Mit hovedproblem er træthed; jeg er i perioder ved at opgive og overvejer derfor at søge pension. Jeg synes mange dage er en kamp, jeg har svært ved at fokusere og samle tankerne og er lang tid om opgaverne.

Mit spørgsmål er derfor: Kan man søge forhåndsgodkendelse af en pension, sådan at den dag jeg ikke magter at arbejde mere, så kan jeg gå direkte på pension? Ellers er alternativet jo lange sygeperioder, opsigelser og ledighedsydelse i en i forvejen belastet hverdag.

Jeg er glad for mit job, men den dag jeg ikke kan klare mit nuvæende job, kan jeg ikke se flere muligheder for mig på arbejdsmakedet.

 


Afgørelse om berettigelse til førtidspension betinger en varigt nedsat arbejdsevne. Kommunen kan således ikke afgøre, hvorvidt din arbejdsevne er varigt nedsat samtidig med, at du passer dit arbejde.

Kommunen skal som bekendt følge op på dit fleksjob og du har også mulighed for at kontakte din sagsbehandler, såfremt du (eller din arbejdsgiver) mener, at der er ændringer i situationen. Kommunen skal vejlede om eventuelle muligheder for andre støttemuligheder, for eksempel personlig assistanceordning.

Såfremt alle muligheder for fortsættelse på arbejdsmarkedet er udelukket skal din ressourceprofil ajourføres og sagsbehandlingen behøver derfor ikke nødvendigvis at være meget langvarig.

Kommunen har pligt til at følge op på sagerne, ligesom du har oplysningspligt om ændringer.

Skrevet d. 22 november 2009