Forebygger tranebær urinvejsinfektioner

Jeg lider af sclerose med deraf mange blærebetændelser. I går talte jeg med sygeplejersken hos min lægen angående forbyggende brug af tranebær. Hun sagde noget, som er nyt for mig: Du må kun bruge tranebær uden tilsat sukker, ellers virker det ikke. Mener I også, at tranebær kun kan bruges som forebyggende uden sukker?

Tranebærs evne til at forebygge urinvejsinfektioner kommer fra dets røde farvepigmenter, som hæmmer bakteriers evne til at sætte sig fast på blærevæggen. Sukker påvirker ikke denne egenskab, men det er altid bedst, at undgå for meget unødig sukker.

Generelt set når man køber tranebærjuice, er der rigtigt meget sukker i og ganske lidt af de gavnlige røde farvepigmenter. Derfor anbefaler jeg, at man ideelt set køber hele frosne tranebær. Her kan man nemt blende en håndfuld med lidt vand, og så tilsætte det naturlige sødestof sukrin for en velsmagende og langt mere potent forebyggelse. Tranebær er som bekendt ret sure i det, så det kan være nødvendigt med 6-8 teskefulde sukrin. Det er muligt at lave et par dages forbrug, da det holder sig fint i køleskabet. På denne måde, vil man kunne få den fulde gavn af tranebærrene, og man vil kunne klare sig med et glas dagligt. Ved blot at drikke det færdigkøbte juice skal man som minimum have 2-3 glas dagligt, før det kan forventes at have effekt.

Generelt set er effekten af tranebær til forebygge urinvejsinfektioner nok ganske begrænset, men hvis man får de hele bær, er der også andre gavnlige sundhedsvirkninger, og det er jo heldigvis noget af det mere velsmagende medicin. Jeg ser derfor stadig god mening i at give det et forsøg.

Skrevet d. 10 marts 2017