Folkeregistrering
d. 1 juli 2013

Jeg er førtidspensionist efter 2003, og jeg har sat mit hus til salg. Hvis jeg får det hurtigt solgt, har jeg et sommerhus jeg kan flytte i, det ligger i en anden kommune, og i sommerhuset må jeg kun have adresse fra 31. marts til 1. oktober.

Mit spørgsmål er så, hvis jeg får solgt huset og flytter i sommerhuset, er det så kun postadressen eller også folkeregisteradressen, jeg skal flytte? Hvad nu hvis jeg ikke finder noget nyt at bo i inden 1. oktober, hvad så. Skal jeg flytte adresse til en ven efter 1. oktober, og vil det så påvirke min pension? Eller kan man have en postboks? Hvordan skal jeg være tilknyttet folkeregistret?

Reglerne om folkeregistrering fremgår af CPR loven. Man skal være tilmeldt folkeregisteret der, hvor man faktisk opholder sig. Bopælsbegrebet (som det kaldes) er det sted, hvor en person regelmæssigt sover og har sine ejendele.

Nu ved jeg jo ikke, om du opfylder betingelserne for at tage varigt ophold i dit sommerhus. Det betinger, at du er pensionist og har ejet sommerhuset i mere end 8 år, der er så vidt jeg er orienteret mulighed for at søge dispensation, hvis man har ejet sommerhuset mere end 5 år. Det er i givet fald den kommune, hvor sommerhuset ligger, der skal tage stilling.

Du spørger, hvad du skal gøre, hvis du ikke finder et andet sted at bo. Jeg tænker umiddelbart, at du skal kontakte din kommune med henblik på vejledning omkring anden bolig (jeg går ud fra, at det er på lejebasis, du søger). Din kommune kan vejlede dig om mulighederne, også hvis du har behov for handicapegnet bolig.

Folkeregistertilmelding hos andre kan - alt afhængig af situationen - påvirke sociale ydelser. Det er i givet fald også din kommune, der skal vejlede dig herom.

Skrevet d. 1 juli 2013