Flytning til ny kommune
d. 5 maj 2013

Jeg er visiteret til flexjob, og tror næsten at det er ved at gå igennem med en ansøgning vedrørende bil, særlig indretning etc.
Nu overvejer jeg så at flytte til en anden kommune, og så er mit spørgsmål: Skal jeg visiteres på ny, og ansøge om bil på ny, eller flytter begge dele bare med?

Jeg forstår det sådan, at du er visiteret til fleksjob og i øjeblikket får udbetalt ledighedsydelse. Det fremgår af aktivlovens § 74f stk. 5: Personer, der modtager ledighedsydelse jf. stk. 1 og 2, bevarer retten til ydelsen ved flytning til en anden kommune.

Konkret skal du kontakte din nuværende kommune og oplyse om planlagt flytning og give tilladelse til, at fornødne sagsakter kan blive sendt til den nye kommune. Du kan også selv anmode om kopi af akterne.

Vedrørende støtte til bil forholder det sig sådan, at er bilen bevilget, købt og indregistreret kan du tage bilen med dig ved flytning. Hvis der skulle opstå en situation, hvor du af en eller anden grund ikke længere måtte opfylde betingelserne for støtte til bil, vil bopælskommunen skulle vurdere sagen, på samme vis som den kommune, du fraflytter i givet fald skulle. Evt. ansøgning om ændringer af bilen, reparation af særlig indretning el. lign skal ske til bopælskommunen. Afdrag skal fortsat betales til den bevilgende kommune.
 

Skrevet d. 5 maj 2013