Flere spørgsmål om Feticare
d. 22 november 2009

Jeg har MS og har problemer med at få udløsning. Jeg har læst om masageapparatet Ferticare og vil gerne høre lidt mere herom. Så her kommer spørgsmålene:

Hvad er Ferticare og på hvilken måde adskiller det sig fra så mange andre massageapparater? Hvad sker der når man tænder for det? Hvorfor må man ikke bruge det for meget? Hvorfor er det så dyrt? Er det desuden sandt, at der er mulighed for at prøve det, inden man investerer?

Som du skriver er Ferticare et massageapparat udviklet specielt til rygmarvsskadede patienter, men har vist sig også at have effekt for andre patientgrupper.

I forhold til almindelige massageapparater har Ferticare et større udsving, eller vibration, og er altså kraftigere end almindelige massageapparater. Når man tænder for det vibrerer det. Der er ikke umiddelbart noget ivejen for at bruge det ofte.

Der er, ifølge producenten, en del urologiske afdelinger rundt om i Danmark som har købt apparatet, og man kan kontakte en urologisk hospitalsafdeling, for at afprøve om man har nogen gavn af produktet.

Hvorfor det er dyrt? Ja, det skal jeg ikke kunne svare på. Opbygningen af apparatet er anderledes end almindelige massageapparater, det er et egentligt hjælpemiddel til mennesker der lider af et handicap. Det er ikke fordi det har været en stor overskudsforretning for firmaet Multicept A/S som producerer apparatet, idet firmaet i 2002 var på fallittens rand, og kun ved personlige investorer kunne køre videre.

Held og lykke.

Skrevet d. 22 november 2009